Stegger går i rette med Mette Frederiksen
Syddjurs borgmesteren er med i en kødrand af S-kolleger som har svært ved at forstå, hvorfor Socialdemokratiet taler varmt om skattelettelser i en tid, hvor kommunerne kæmper for at få enderne i næste års budget til at nå sammen.
»Problemet er primært, at vi står foran et budget, hvor der skal foretages nogle besparelser. Vi skal finde 20-25 millioner kroner. Der er mange borgere, der har svært ved at forstå, at der skal gives skattelettelser samtidig med, at vi skal ind og pille ved noget af kernevelfærden. Og det kan jeg egentlig godt forstå, at de tænker.«
Sådan lyder det ordret fra Syddjurs borgmester Michael Stegger Jensen (A) til dr.dk, som har spurgt en række af de socialdemokratiske borgmestre landet over, hvordan de forholder sig til, at SMV-regeringen med en socialdemokratisk statsminister i spidsen er ude og love skattelettelser, men kommunerne kæmper med budgettet.
Ikke overraskende er Steggers kritik meget lig den, som hans socialdemokratiske borgmesterkolleger bidrager med i DRs rundspørge.
5 mia.
I regeringsgrundlaget står der følgende om SMV-regeringens skatteplaner:
»Gennemføre en skattereform, der øger lønmodtagernes rådighedsbeløb og gør det mere attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats.
Regeringen vil afsætte 5 mia. kr. til skattereformen, der bl.a. disponeres ved at:
o Forhøje beskæftigelsesfradraget (4,0 mia.kr.).
o Forhøje det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere (0,3 mia. kr.).
o Nedsætte topskattesatsen med 7,5 pct.-point for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) op til 750.000 kr. og samtidig forhøje topskattesatsen med 5 pct.-point for indkomster (før arbejdsmarkedsbidrag) over 2,5 mio. kr. Provenuet fra topskat reduceres med 0,7 mia. kr. med denne omlægning.«
Ifølge de udmeldinger, der er kommet fra regeringen, pønser den på en 2030-plan indeholdende en skattereform for dansk økonomi længere henne på efteråret Sikkert i forbindelse med åbningstalen til Folketinget den første tirsdag i oktober.
Venstres hårdtprøvede formand Jakob Ellemman-Jensen har allerede markeret, at Venstre er indstillet på at afsætte mere end 5 mia. kr. til skattefreformen.
Frederiksen og Fischer
Statsministeren var forud for kommunalvalget i november 2021 på lynvisit i Syddjurs. Hvis man lyttede godt efter, gjorde hun her rede for, hvordan en moderne socialdemokratisk statsminister ser på økonomisk politik.
Daværende SÆ-udvalgsformand Jan Fischer (A) roste statsministeren for, at regeringen havde få gennemført en udligningsreform.
»Men Mette, hvad hjælper det, at den giver en kommune som Syddjurs flere penge i kassen, men penge som vi ikke må bruge på bedre service til vores borgere, fordi vi så rammer serviceloftet, som du og regeringen har været med til at aftale med kommunerne,« spurgte Fischer.
Svaret fra Mette Frederiksen var det ventede, at kommunerne er en del af finanspolitikken i Danmark, og derfor kan en regering, som vil føre det, der på politikersprog kaldes ’en ansvarlig økonomisk politik’, ikke bare ukritisk sige til kommunerne »bare brug løs»
»Der skal være en balance mellem den private og den offentlige sektor. Det er den private sektor som leverer den økonomi, som gør, at vi kan opretholde en offentlig sektor på et vist niveau og yde en ordentlig service til vores borgere. Derfor kan det ikke nytte, at vi ansætter flere i den offentlige sektor i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det vil svække vores private sektor, og det vil ikke være ansvarlig økonomisk politik.«
Siden dengang er situationen lige modsat i Syddjurs, hvor det ikke er en bugnende kasse, der er problemet, men det modsatte.
Syddjurs skal i gang med at bygge en kasse op, så målet i den økonomiske politik med en kassebeholdning på 280 mio. kroner nås.
Men Mette Frederiksen syn på forholdet mellem stat og kommuner i den økonomiske politik har til gengæld ikke ændret sig.