Rabih Azad-Ahmad tager orlov for at passe for tidligt født søn
Rådmanden beder om forståelse.
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (RV) tager orlov.
Det gør han for at passe sin søn, der er født tre måneder for tidligt.
Det skriver TV2 Østjylland.
»Det er ting i livet, som er vigtigere end politik. Min familie og jeg står midt i en svær tid, og derfor er der brug for, at jeg i en periode fokuserer på mine nærmeste,« skriver han i en pressemeddelelse.
Rådmanden beder offentligheden om forståelse.
»Det er en vanskelig og meget privat situation, som jeg har brug for ro og fokus til at komme igennem sammen med min familie,« siger han i meddelelsen - og vil derudover ikke udtale sig.
Sønnens tilstand er stabil, men familien er indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Rabih Azad-Ahmad har været medlem af Aarhus Byråd siden 1. februar 2007 og rådmand for Kultur og Borgerservice siden 1. januar 2014.
Byrådsmedlem Mahad Yussuf overtager pladsen under orloven.