Fortsæt til indhold

Frit lejde til Else Søjmark

Politik

Djurslands eneste medlem af Regionsrådet, Else Søjmark, er kommet i skudlinjen.

Kritikerne mener, at hun har sovet i timen, da Region Midtjyllands budgetforlig blev indgået. Ufortjent.

Forliget indeholder som bekendt besparelsesforslag, som medfører markante forringelser og økonomiske nedskæringer på de nære sundhedstilbud, herunder afskaffelse af akutlægebilen på Djursland og markant kortere åbningstid på akutklinikken på Grenaa Sundhedshus.

De, der kender Else Søjmark ved, at hun ikke er en politiker som sover i timen.

Else Søjmark har forklaret, at hun først fik nys om konsekvenserne for Grenaa og Djursland i en sen nattetime, da forliget var indgået.

De, der kender Else Søjmark ved, at hun ikke er en politiker som sover i timen. Hun er opvokset i den socialdemokratiske bevægelse, hvor man nok trækker på fælles hammel, men også siger fra, når det handler om politisk hjerteblod.

Det gør det naturligvis i det aktuelle tilfælde.

Som sin forgænger i Regionsrådet, Niels Erik Iversen, vil Else Søjmark kæmpe for at bevare akutlægebilen på Djursland og sikre åbningstiden på akutklinikken på Grenaa Sundhedshus.

Det er slet ikke til diskussion.

Det er prekært, hvis det ender med, at det indgåede budgetforlig står ved magt, og hvorfor skulle det ikke det?

Så kan Else Søjmark kun stemme imod, når budgettet skal vedtages i Regionsrådet.

Det betyder, at hun bliver indstillet til eksklusion, fordi hun forbryder sig mod, hvad der står i partiets vedtægter, at her gælder ingen kære mor.

Her tillades ikke politisk enegang, når det gælder ’finansloven’.

Med mindre, der altså findes en kattelem, hvor Else Søjmark får mulighed for at give sin utilfredshed til kende, så ingen af hendes vælgere lades i tvivl om hendes standpunkt og protest. Det vil være helt ude i hampen, hvis en socialdemokrat med så stort et hjerte for partiet, som Else Søjmark skal strittes ud af Socialdemokratiet.

Sker det alligevel, vil det i det mindste ikke koste hende en tøddel lokalt.

Her vil hun fortsat være socialdemokrat uden, at en eneste sætter spørgsmålstegn ved hendes loyalitet.

Det vil være velgørende, hvis formanden for Regionsrådet, Anders Kühnau, viser format og snarest drager til Djursland for at forklare sig ned i detaljen.

Lokalavisen fortalte forleden, hvordan Djursland vil være dækket ind på landjorden og fra luften, når der er brug for en ambulance. Hvis altså akutbilen forsvinder.

Syv ambulancer har base på landjorden på forskellige destinationer på Djursland. Nærmeste lægeambulance er den i Randers.

Hertil kommer den nationale akutlægehelikopterordning som drives af regionerne i fællesskab. Midlerne til driften af de fire helikoptere kommer fra staten.

Baserne ligger i henholdsvis Skive, Billund, Saltum og Ringsted. Helikopterne er døgnbemandede året rundt af en pilot, en akutlæge og en paramediciner.

Hvordan kan syv ambulancer bemandet med en ambulancebehandler og en paramediciner (ikke alle) plus hjælp fra akutlægebilen i Randers og akutlægehelikopterordningen gøre det samme for trygheden på Djursland som nu?

Det er det spørgsmål Anders Kühnau mangler at besvare overbevisende.