Fortsæt til indhold

Fortsat nej tak til tre 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs

Aarhus Kommune har udsendt et kommuneplantillæg om vedvarende energi i forudgående offentlig høring. Det vækker ikke udtalt jubel hos borgmester Michael Stegger Jensen (A) og Syddjurs Byråd.

Politik

Det er efterhånden mange år siden, at en intensiv debat om opstilling af velvoksne vindmøller på udvalgte arealer i kommunen, fyldte i overskrifterne i Syddjurs.

Nu har Aarhus Kommune sørget for, at vindmøller igen fylder.

Nabokommunen har udsendt et kommuneplantillæg om vedvarende energi i forudgående offentlig høring i perioden fra 22. august til 19. september 2023.

Tematillægget udpeger blandt andet et areal ved Vosnæsgård til tre vindmøller med en totalhøjde på 150 meter.

Oplevelsen fra slotsruinen og fra besøgscentret vil blive forstyrret af opsætningen af tre vindmøller.
Syddjurs Kommune i høringssvar

Såfremt arealet bliver benyttet til opstilling af vindmøller, vil det have en indvirkning på kystlandskabet i Syddjurs Kommune, lyder vurderingen fra embedsværket i Syddjurs.

Det er også essensen i det udkast til høringssvar, som embedsværket har udarbejdet til politikerne.

Det præsenteres for Økonomiudvalget 20. september.

Indholdet må naturligvis allerede være clearet med udvalget, så det med borgmester Michael Stegger Jensens underskrift fremsendes tidsnok til Aarhus Kommune inden høringsperiodens deadline.

Pil dem ud

Det VE-anlæg, som Aarhus Kommune barsler med, indeholder et 63 hektar stort solcelleanlæg på en mark ved Studstrup samt altså de tre 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs.

Vindmøllerne anbefaler Syddjurs Kommune at pille ud af planlægningen, mens solcelleanlægget er en solstråle.

Syddjurs Kommunes argumenter for at stryge vindmøllerne er følgende:

- Betydelige landskabelige værdier langs Kalø Vig, og de udsigter, der er langs kyststrækningen med bevaringsværdige landskaber er ganske sårbare over for markante tekniske anlæg.

- De tre vindmøller fremstår fremmed for landskabet og udvisker skiftet fra by til land.

- Vindmøllerne vil ikke indgå i en helhed som teknisk anlæg med Studstrupværket set fra en række placeringer på Djursland.

Vil forstyre besøgscenter

Det nævnes i høringssvaret, at der langs Kalø Vig er der en del fredninger, både i Syddjurs og Aarhus Kommuner. I de fredninger indgår Nationalpark Mols Bjerge og herunder Kalø Slotsruin, som er national kulturarv.

Syddjurs Kommune har netop vedtaget en lokalplan for et nyt Nationalpark besøgscenter ved Kalø Slotsruin med stemmerne 26-1.

Den politiske veneration for besøgscentret, som efterhånden har spøgt i mere end ti år uden, at man er kommet et skridt eller flere penge videre, kommer til udtryk i denne formulering i høringssvaret:

»Oplevelsen fra slotsruinen og fra besøgscentret vil blive forstyrret af opsætningen af tre vindmøller. Forslaget placerer vindmøllerne ved Vosnæs umiddelbart syd for Kalø Vig-fredningen ved Rodskov og Eskerod. Denne fredning skal netop sikre de landskabelige kvaliteter.«

Så pil venligst de tre mastodonter ud af planlægningen, Aarhus Kommune, lyder Syddjurs Kommunes samlede anbefaling.

Samme konklusion kom Syddjurs Byråd i øvrigt til i 2019, da den tilsvarende problemstilling råbte på en kommentar. og et høringssvar.

Dengang hed borgmesteren Ole Bollesen (A).

Note:

Høringsprocessen er forlænget til 3. oktober, så Økonomiudvalget får lejlighed til på onsdagens møde at forholde sig til det oplæg til et høringssvar, der ligger fra embedsværket.