Enhedslisten: »Vi er blevet smidt ud af budgetforhandlingerne«
Partiet vil ikke acceptere så store nedskæringer, som borgmesteren lægger op til.
Efter blot tre en halv times forhandlinger, er første parti ude af årets budgetforhandlinger på rådhuset i Aarhus.
Det skete i går og var, som tidligere set, Enhedslisten, oplyser partiet selv i en pressemeddelelse.
Håbet om at kunne sætte et rødt og grønt præg på de næste fire års budget er dermed brast.
»Borgmesteren kom med et urimeligt krav til partierne om, at de skulle acceptere en økonomisk ramme med store nedskæringer. Da vi ikke kunne acceptere det, bad han os om at forlade forhandlingerne,« skriver partiet i en pressemeddelelse.
Enhedslisten mener, at forhandlingsrammen indeholder nedskæringer på over 200 millioner kroner.
»Vi forsøgte at ændre på rammen, men borgmesteren var afvisende over for langt de fleste af partiernes forslag,« forklarer partiet, som forsøgte at danne et politisk flertal uden om Socialdemokratiet.
Enhedslisten opfordrer opfordrer de tilbageværende partier til at inddrage Enhedslistens forslag i forhandlingerne.
»Vi ser det som et kæmpe demokratisk problem, at borgmesteren - bag lukkede døre og uden mulighed for offentlig debat - i så høj grad dikterer forhandlingernes rammer. Konsekvensen er, at Enhedslisten er sat udenfor indflydelse og indsigt i budgetlægningen.«
S: »Det er vi kede af«
Din Avis Aarhus har modtaget følgende mail fra Socialdemokratiets politiske ordfører Jasmine Søgaard:
»Vi er i Socialdemokratiet kede af, at Enhedslisten har forladt forhandlingerne om det kommende års budget. Heldigvis tager vi andre partier ansvar for Aarhus’ fremtid, og vi forhandler videre om at skabe de bedst mulige rammer for borgerne og naturen i vores kommune,« skriver hun.
Årets budgetforhandlinger forventes afsluttet natten til fredag i denne uge.