Padelhal i Hammel: Kommunen kommer bekymrede naboer i møde
Adgangsvej og parkeringspladser ændres efter høringssvar og dialogmøde med bekymrede naboer.
Der er lavet ændringer i en ny lokalplan, der muliggør byggeriet af en padelhal med fire baner ved Hammel Idrætscenter.
Padelhallen skal etableres på det grønne område nord for idrætscentret mellem Skovvangskolen og Gl. Randersvej, men er som tidligere beskrevet i Lokalavisen stødt på modstand fra en række naboer på Poppelvej og Gl. Randersvej. Naboerne har i to høringssvar udtrykt deres modstand mod padelhallen, som de ikke mener hører hjemme i midtbyen. Naboerne var især bekymrede for planen om at benytte Borringsvej som den primære adgang til padelhallen, fordi det ville medføre ekstra trafik på den i forvejen trafikerede Gl. Randersvej, og fordi Borringsvej benyttes som sikker skolevej.
Lokalplanforslaget indeholdt desuden etablering af flere parkeringspladser ved Borringsvej, hvilket naboerne også var meget imod. Blandt andet fordi det ville inddrage endnu mere af det grønne område, de ønsker bevaret, og dels af frygt for at parkeringspladsen vil blive brugt som ”festplads” og give en masse støj. Naboerne mener ikke, parkeringspladserne er nødvendige, da der næsten altid er ledige pladser på idrætscentrets parkeringsplads.
Adgangsvej og parkering
På baggrund af høringssvarene har kommunen afholdt et dialogmøde mellem naboerne, der har afgivet høringssvar, og Hammel Idrætscenter og Hammel GF, der har ansøgt kommunen om at få lov at bygge padelhallen.
Naboerne slipper ikke for padelhallen, men høringssvarene og dialogmødet har ført til, at kommunen dropper planen om at benytte Borringsvej som den primære adgangsvej til padelhallen, og at der ikke etableres ekstra parkeringspladser på Borringsvej.
Padelspillerne skal ligesom idrætscentrets brugere ankomme ad Thorsvej, hvor der ifølge kommunen kan etableres i alt 52 parkeringspladser på den nuværende bufferparkering, hvilket er en fordobling af den nuværende kapacitet.
Det er endvidere planen at etablere et beplantningsbælte, så naboerne afskærmes fra padelhallen, og det skal tydeliggøres, at hallen skal overholde de vejledende støjgrænser for virksomhedsstøj ved skel til boligerne.
Ifølge Hammel Idrætscenters centerchef Peter Kjærgård skal naboerne ikke være bekymrede for støj fra padelhallen. Banerne er indendørs, og det vil ikke være anderledes, end når der eksempelvis spilles håndbold i idrætscentret.
Centerchefen har det også fint med, at kommunen imødekommer naboerne ved at droppe Borringsvej som primær adgangsvej, og at der ikke etableres ekstra parkeringspladser på Borringsvej.
»Det er ikke os, der har krævet ekstra parkeringspladser i det omfang. Vi har rigeligt med parkeringspladser,« fortæller Peter Kjærgård.
Idrætscentret og idrætsforeningen har modtaget forskellige bud på byggeriet af padelhallen, men endnu ikke taget stilling til, hvem der skal bygge den. Inden det når så vidt, skal byrådet godkende den reviderede lokalplan, som foreløbig er blevet behandlet og enstemmigt godkendt på det seneste møde i Plan- og Landdistriktsudvalget.