Politikerne klar til at investere 5 mio. i Pindstrup
Der er afsat penge i 2025 og 2026 til langt om længe at få sat skub under planerne om at udvide Syddjurs Kommunes specialskole og modernisering af Pindstrup Børnehus.
Der går i øjeblikket 108 børn og unge på Pindstrupskolen, Syddjurs Kommunes specialskole.
Heraf tilbringer 13 af de ældste hverdagen i Tøstrup på Dyrhøjvej, der senest har været i Ryomgårds Realskoles eje og brugt som kostafdeling, men nu er solgt videre og er i privat eje.
»Vi har vældig fine forhold i Tøstrup, og samarbejdet med ejer fungerer perfekt,« siger Lone Bridal Hansen, daglig leder af Pindstrupskolen.
Pindstrupskolen laver en årsaftale med indehaveren af bygningerne i Tøstrup.
Udvidelse undervejs
For nogle år siden var der en politisk ambition om, at Pindstrupskolen som udgangspunkt skulle rumme maks. 80 elever.
Det var dengang, at man fortsat havde en erklæret politisk målsætning om at holde flest mulige børn i deres skolemiljø.
Virkeligheden viste sig imidlertid hurtigt at være en anden.
Politisk har det været et ønske at udvide Pindstrupskolen fysisk, fordi der er pres på kedlerne på skolen, hvor en stor del af skolegården løbende har fået bygninger tilført i de år, der er gået siden skolen kom i drift fra skoleåret 2011/2012.
Der er i det kommende års budget afsat samlet 5 mio. kroner til en udvidelse fordelt over årene 2025 og 2026.
Afventer analyse
Politisk afventer man en analyse fra embedsmændene. En analyse, der skal kortlægge mulighederne for, at udvidelsen kommer til at spille sammen med Pindstrup Børnehus (tidligere Margrethebørnehaven) og byen Pindstrup i det hele taget.
Spørger man det lokale byrådsmedlem Sidse Graarup Vangsted, lyder hendes vision:
1. Pindstrup Børnehus får lokaler ved Pindstrup Hallen.
2. Pindstrupskolen overtager Pindstrup Børnehus i renoveret og målrettet stand.
3. Aktiviteterne i Landbohjemmet og Huset, begge historiske bygninger på Storegade, tænkes integreret i Pindstrup Hallen, så der her kan skabes et fælles kraftcenter for byen Pindstrup tæt på Pindstrup Skolen.
»Det er min personlige vision, men jeg er spændt på, hvad vi bliver præsenteret for af vores forvaltning,« siger Sidse Graarup Vangsted.
Hendes tanker har kaldt og vil fortsat kalde på mange følelser blandt Pindstrups borgere.