Fortsæt til indhold

Tidligere Midtdjurs-borgmester brugte søndagen til at runde de 80

Pindstrup-drengen Hans Chr. Baltzer rundede de 80 år søndag 22. oktober.

Politik

En gammel hanelefant fyldte 80 år i dag, søndag 22. oktober.

Pindstrup-drengen og socialdemokraten Hans Chr. Baltzer er nået til skelsår og alder.

Han kan se tilbage på et langt liv, hvor lokalpolitik og det nære har fyldt meget i hverdagen.

Hans politiske karriere begyndte i Midtdjurs Kommunalbestyrelse i 1974, hvor der endnu ikke var tænkt på flere af hans partifæller i det nuværende byråd.

Baltzer kronede sin politiske karriere med borgmesterhvervet i Midtdjurs i perioden 1994-1997 efter at have stået i lære som viceborgmester i perioden forinden under daværende Venstre-borgmester Peder Vejsgaard Jensen.

Baltzer nåede også med i Syddjurs Byråd ved det såkaldte valg til sammenlægningsudvalget i 2005.

Ved valget i 2009 opnåede han ikke genvalg, men han var på igen ved valget i 2013 og kom med igen, før det sluttede ved valget i 2017.

Altid Pindstrup

Herfra min verden går, siger Baltzer fortsat med stolthed om sin hjemby Pindstrup til alle tider. Han er et barn af den gamle arbejderby med de stolte fællesskabstraditioner, som han fortsat holder i hævd og altid forsøger at tale op og appellere til i svære stunder.

Hans stemme er dog forstummet lidt i de senere år, men i hovedparten af de år, der er gået forud, har han altid siddet på en respekteret frontposition i sin by og været bannerfører for mange små og store tiltag i Pindstrup.

Hvor meget Pindstrup fylder i hjertet, kom til udtryk, da et flertal i Midtdjurs Kommunalbestyrelse, med Socialdemokratiet i spidsen, i sidste periode inden kommunesammenlægningen besluttede at lukke Pindstrup Skole.

Det gjorde ondt.

Ingen, der overværede den afsluttende afstemning om det kommende års budget, glemmer Baltzers kortfattede og sorgfulde replik:

»Jeg synes, I har lavet et fint og realistisk budget, men det er klart, at jeg ikke kan stemme for et budget, der indeholder et forslag om at lukke Pindstrup Skole.«

Derfor glædede det ham usvigeligt, da Syddjurs Byråd senere besluttede at gøre Pindstrup Skole til kommunens specialskole.

En stjernestund

I Syddjurstiden viste Baltzer i flere omgange, at han rent taktisk og med list og lempe kunne få en sag, som der stod Pindstrup på og som fyldte meget i hans optik, til at svinge fra et mindretal til et flertal.

Et godt eksempel var dengang han i Claus Wistofts (2014-2017) borgmesterperiode lavede et barn på Byrådet og fik et flertal med på at give en tillægsbevilling, så der kunne komme asfalt på Banestien mellem Marie Magdalene og Auning - i folkemunde ridestien.

Han blev ved med at kæmpe kampen i Byrådet for at overbevise et flertal om, at der også skulle glat asfaltbelægning på Banestien fra Marie Magdalene og til Auning, en strækning på 9,1 kilometer.

Oprindeligt var det planen, at Banestien kun skulle asfalteres med OB-belægning, der er en ru form for asfalt, men det mødte kritik fra mange cyklister, fordi det ville resultere i et væld af punkteringer.

Baltzer fik på et afgørende byrådsmøde et flertal med på at bevilge 750.000 kroner øremærket glat asfaltbelægning.

Embedsmændenes research sagde ellers, at det ville koste det dobbelte, men det mente Baltzer ikke kunne passe, så han lavede i stedet lidt privat research og fik beregnet, at det kunne gøres for det halve.

Regnestykket overbeviste også et flertal i byrådet uden om borgmester Claus Wistoft (V) og viceborgmester Kirstine Bille (SF), der begge stærkt advarede mod at åbne kommunekassen.

»Med de 750.000 fra Syddjurs, 500.000 fra Norddjurs og stiprojektets egne 250.000 har vi halvanden million til at gøre arbejdet færdigt, og jeg forventer, at det bliver gjort snarest. En god løsning for borgerne, og jeg er ikke flov over, at vi tager penge op af kommunekassen til projektet. Det manglede da bare,« udtalte en listigt smilende Hans Chr. Baltzer til Lokalavisen efter det omtalte byrådsmøde.

Det var ham, der som borger i Pindstrup tog initiativ til det fælles Norddjurs-Syddjurs projekt i 2009.

Inden da var Banestien mellem Allingåbro og Auning blev indviet i 2007 med knust asfalt. Efter en del klager blev den asfalteret med glat asfalt i 2009.

Herefter fik Baltzer koblet Syddjurs med i projektet, og fik det også sluttet af til alles tilfredshed.

At han stadig kunne samle et politisk flertal på trods af dårlig odds, nød den gamle ronkedor tydeligvis.

Honnør og tillykke med dagen, du gæve kæmpe.