Fortsæt til indhold

Det er galt med trafiksikkerheden på Borupvej

Borgergruppe inviterer til møde i Søby Forsamlingshus tirsdag 7. november

Politik

En gruppe borgere på strækningen Borupvej, som omfatter byerne Halling - Skader - Søby - Lille Søby - med endestation Tingvej i Hornslet bor på livsfarlig vejstrækning med mange uheld og biler, der kører alt for hurtigt.

Gruppen, som består af Lars Breum, Skader, Jeanette Skovgaard og Jan Fisker, Søby og Brian Wulf Rasmussen, Lille Søby, føler, at de har svært ved at skaffe forståelse hos Syddjurs Kommune for deres synspunkter om trafiksikkerheden eller mangel på samme.

Derfor inviterer borgergruppen nu til offentligt møde i Søby Forsamlingshus tirsdag 7. november klokken 18-20.

»Vi håber på et stort fremmøde fra borgerne i området, så vi kan få sat spot på de problemer, som vi borgere, der bor på strækningen efterhånden har været vidne til i nogle år, men ikke har formået at overbevise politikere og embedsmænd ved kommunen om,« siger Brian Wulf Rasmussen.

Borgermødet er endnu ikke planlagt i detaljer, men flere politikere har sagt ja til at deltage. Det gælder bl.a. Socialdemokratiets Jan Fischer.

Brian Wulf Rasmussen håber, at man at få folk fra Syddjurs Kommune, der til daglig har trafikken som arbejdsområde, til at være med. Ligesom man håber, at hele Natur-, teknik- og miljøudvalget deltager.

»Det arbejder vi på at få sat i værk, fordi det er vigtigt, at vi ikke sidder og råber i munden på hinanden, men kan præsentere nogle facts. Syddjurs Kommune kan præsentere resultatet af forskellige trafikundersøgelser, mens vi borgere kan fortælle efterhånden mange eksempler på, hvorfor vi er utrygge, og da især på svage trafikanters vegne, ikke mindst børnene,« siger Brian Wulf Rasmussen.

Morgen og aften

Forleden mødtes borgergruppen med Kim Lykke Jensen (SF), formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget i Skader Forsamlingshus

Her gav flere af gruppens medlemmer eksempler på, hvor galt det efter deres mening er fat med trafiksikkerheden på strækningen.

Det er især i morgen- og aftentimerne, at antallet af biler er stort, fordi folk med bopæl i Hornslet benytter Borupvej til og fra arbejde.

Både Jan Fisker og Jeanette Skovgaard gav flere eksempler på, at det til tider er helt galt med farten gennem Søby, hvor bilister jævnligt kører 70-75 kilometer i timen.

»Jeg har selv kæmpet for at få bedret trafiksikkerheden i Søby på samme måde, som det er tilfældet i Skader (40 kilometer skilt, vejbump og indsnævring af vejen, red), men de trafikmålinger Syddjurs Kommune har fået foretaget, viser, at det er mere galt andre steder i kommunen, og derfor bliver prioriteringen af de midler, der er til rådighed også nogle andre,« siger Kim Lykke Jensen.

Han opfordrede ved mødet borgergruppen til netop at tage fat i de embedsmænd ved Syddjurs Kommune, der har med trafik og trafiksikkerhed at gøre, så de får mulighed for at fortælle, hvordan de ser på situationen på Borupvej.