Fortsæt til indhold

Udfordringer med trafiksikkerheden på Nordlyvej: Syddjurs Kommune lover forbedringer

Specialist i mobilitet hos Syddjurs Kommune, Rune Funck, lover, at manglende bump/indsnævring på Nordlyvej i Ryomgård snarest bliver lavet.

Politik

Langvarige trafikale udfordringer på Nordlyvej i Ryomgård gør, at beboerne har mistet tålmodigheden og kræver handling fra Syddjurs Kommune nu.

En af de utålmodige beboere er Svend Jepsen.

»Det har stået på alt for længe, og jeg har gjort Syddjurs Kommune opmærksom på det op til flere gange uden held,« siger Svend Jepsen.

Han flyttede ind i et nyopført privat lejeboligkompleks på Nordlyvej i Ryomgård for små tre år siden.

I forbindelse med, at Syddjurs Spildevand udførte arbejde på en del af vejstrækningen, fik det også trafikale konsekvenser.

»Der er ved begge indkørsler til Nordlyvej, både fra Vestergade og fra Ndr. Ringvej opsat skilte med ’rød 40 km/t zone’, men det er kun ved indkørslen fra Ndr. Ringvej, at der tilsvarende er indsnævring af kørebanen. Da Syddjurs Spildevand var færdig med deres gravearbejde, blev indsnævring af kørebanen ikke genetableret, når man drejer ind på Nordlyvej fra Vestergade,« siger Svend Jepsen.

Ved indkørslen til Nordlyvej fra Ndr. Ringvej bliver skiltet med ’rød 40 km/t zone’ fulgt op af en tydelig indsnævring af kørebanen 100 meter længere fremme. Foto: Lars Norman Thomsen
Indsnævringen af kørebanen på 'toppen' af Nordlyvej dæmper visse trafikanters lyst til at køre alt for stærkt på Nordlyvej. Syddjurs Kommune kan ikke sætte dato på, hvornår en tilsvarende trafikdæmpning i 'bunden' af Nordlyvej bliver genetableret, men vedgår, at den skal laves. Foto: Lars Norman Thomsen

Det skal laves

Ved tirsdagens borgermøde om trafiksikkerhed i Søby Forsamlingshus konfronterede Adresseavisen Rune Funck, Specialist i mobilitet hos Syddjurs Kommune, med Svend Jepsens kritik.

»Jeg har været i dialog med ham, og han har fuldstændig ret i sin kritik. Når der opsat skilte med ’rød 40 km/t zone’, skal der laves de nødvendige trafikdæmpende foranstaltninger på vejstrækningen i form af vejbump/indsnævring af kørebanen,« siger Rune Funck.

- Kan du fortælle Svend Jepsen og andre beboere på Nordlyvej, hvornår indsnævring af kørebanen genetableres på den nederste del af Nordlyvej set fra Ryomgårds gennemgående gade, Vestergade?

»Nej, det kan jeg desværre ikke, men det skal bare laves så hurtigt som overhovedet muligt.«

- Du kan ikke love, at det bliver i 2023?

«Nej, desværre. Men vi er opmærksom på opgaven.«

Vejbump/indsnævring af kørebanen er ikke blevet genetableret på den nederste del af Nordlyvej set fra Vestergade i Ryomgård på trods ad, at skiltene med ’rød 40 km/t zone’. Arkivfoto

Kører stærkt

Svend Jepsen har mange efterhånden oplevet, at skiltet med ’rød 40 km/t zone’ ikke overholdes.

»Jeg og mine naboer oplever jævnligt, at bilister kommer drønende med 70-80 kilometer i timen, når de drejer ind på Nordlyvej fra Vestergade. Lige nu bliver Nordlyvej brugt som gennemkørende vej for mange, der ikke bor her, men skal videre til andre steder i Ryomgård. De synes tydeligvis, at det er nemmere at køre ad Nordlyvej end benytte Nimtoftevej eller Marienhoffvej,« siger Svend Jepsen.

Han ser nu frem til, at Syddjurs Kommune holder ord og får genetableret vejbump/indsnævring af kørebanen på Nordlyvej.