Maden skal redde Aarhus fra oversvømmelser
Ekstreme vejrforhold får rådmanden til at foreslå at opkøbe Maden, et område syd for Borum, fra lodsejere. Området skal bruges til at klimasikre og beskytte Aarhus mod oversvømmelse.
Vandet skal stoppes, inden det rammer Årslev Engsø.
Sådan lyder forslaget fra Nicolaj Bang (K) rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Ved at bygge et dige ved området mellem Tilst og Harlev, der hedder Maden, skal det lavtliggende område bruges som en parkeringsplads for ekstreme mængder af regnvand. Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
»Mange aarhusianere har netop mærket, at det kan have store konsekvenser for deres hverdag og hjem, når regnen fortsætter med at vælte ned. Maden kan gøre, at Aarhus bliver mindre udsat, når det regner i lange perioder,« siger Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.
3. oktober stod aarhusianerne bogstaveligt talt i regnvand til knæene. I de efterfølgende uger fortsatte regnen, det førte til, at flere vandløb og søer oversvømmede områder i hele kommunen.
Ved at bygge et dige ved Maden og stoppe vandet, vil Aarhus Kommune kunne stoppe vandmængderne, inden de når søerne ved Brabrand.
Danmarks bedste
Projektet med diget indgår i kommunens planner om at sikre Aarhus mod fremtidige stormfloder.
Området ved Maden vil kunne rumme en milliard liter vand, som svarer til 440 olympiske svømmebassiner, viser undersøgelser af stedet.
Præcis denne tilgang med at parkere vandet i lavtliggende landområder er noget af det klogeste at gøre for at bekæmpe store mængder regn.
»Det er helt bestemt en fornuftig tilgang. Vi må forvente, at det er en tilgang, som kommuner og forsyningsselskaber tager i fællesskab. Det er super fornuftigt at udnytte byen på den måde,« mener seniorforskeren,« sagde Toke Emil Panduro, som er seniorforsker ved Aarhus Universitet, tidligere til Din Avis Aarhus om, hvorvidt kommunens indsats er effektiv.
Og effektiv er den. Seniorforskeren mener, at Aarhus Kommunes proaktive indsats mod store vandmængder, er en af de bedste i Danmark.
»Borgerne i Aarhus er heldigere stillet, end i mange andre kommuner,« siger Toke Emil Panduro.
Lodsejere og golfspillere
Landet ved Maden består hovedsageligt af marker og dele af en golfbane, derfor er Aarhus Kommune lige nu i gang med at tale lodsejerne.
Kommunen vil gerne bede om lov til at oversvømme deres private arealer. Hvis lodsejerne frivilligt overgiver dele af deres marker til oversvømmelse, mener Aarhus Kommune, at diget kan stå færdig i 2025.
Forsinkelser kan blandt andet opstå, hvis lodsejerne ikke er villige til at afgive dele af deres marker til projektet. Det kan betyde, at kommunen kan ende med at lave eksproprieringer for at sikre arealerne - hvilket både tager tid og koster penge.
Hvis alt går efter rådmandens planer, vil Maden blive omdannet til naturområder, som lokale kan bruge rekreativt. Vandsikringerne er en bonus ovenpå forgrønningen af markerne.
»Det er win win på den helt store skala, når vi kan lave et multifunktionelt projekt, der både kan være et projekt, der mindsker CO2- og kvælstofudledning, kan bruges rekreativt og i ekstreme tilfælde oversvømme større arealer i en større sags tjeneste,« siger Nicolaj Bang.