Fortsæt til indhold

Nu lysner det for Dennis Carlsen og hans muligheder for at komme i bad

Lokalavisen fortalte forleden historien om Dennis Carlsen, diagnosticeret med ALS, og hans kamp med Syddjurs Kommune. Efter et møde i sidste uge ser han og hans bisidder mere optimistisk på tingene.

Politik

Den 26. oktober 2022 blev Dennis Carlsen diagnosticeret med ALS (Amyotrofisk Lateral Sklerose), der er en alvorlig og aggressivt fremadskridende samt livsforkortende sygdom.

Da diagnosen var en realitet, fik Dennis Carlsen stillet i udsigt, at han kunne forvente en levetid på 3–5 år fra sygdomsdebut.

Et hårdt slag for den lille familie på Skovsvinget i Pindstrup, der udover Dennis består af hustruen Mona og sønnen Mathias på 4 år.

Dennis Carlsen fik stillet hjælpemidler som nødkald, plejeseng og kørestol – senere el-kørestol – til rådighed uden nævneværdige problemer.

Han har også pleje 24-7 samtlige ugens dage.

Men siden har han skullet kæmpe en kamp med Syddjurs Kommune for at få bl.a. stillet en handicapbil til rådighed. Den sag er langt om længe på vej til at blive løst.

En ansøgning om at få ombygget huset, primært toilettet, svævede fortsat hen i det uvisse, da Lokalavisen var på besøg.

Ny optimisme

På et møde i sidste uge hos Dennis Carlsen, hvor Syddjurs Kommune var repræsenteret ved en visitator og hendes nye chef, der er leder af visitationen, kom der imidlertid skred i tingene. Lokalavisen er bekendt med navnene på de to medarbejdere, som ikke kan udtale sig, fordi der er tale om en personsag.

»Vi havde en god og konstruktiv dialog, hvor Syddjurs Kommune tilbød at lave en ny afgørelse, så Dennis får tilbudt udvidelse af badeværelset. Man går straks i gang med at lave udbudsmateriale og at indhente tilbud,« fortæller Ole Kirchert Christensen, der deltog i mødet som bisidder for Dennis Carlsen.

Ole Kirchert Christensen er i familie med Dennis Carlsen og har siden, at Dennis Carlsen fik sin diagnose, fungeret som bisidder i forhold til myndighederne.

Han fortæller, at hele processen frem til, at Dennis Carlsen kan komme i bad forventes at tage cirka tre måneder.

Syddjurs Kommune opgiver samtidig at tilslutte den mobile brusekabine, der blev nedtaget i forbindelse med besøget.

Noget fra DDR-tiden

Brusekabinen, som nu er pillet ned, var opstillet i det rum, som også fungerer som kontor for plejepersonalet.

Den var uden udluftning og havde gulvtæppe som underlag.

Uden overdrivelse lignede konstruktionen noget, der gav mindelser om DDR-tiden.

Brusesystemet nåede slet ikke at virke. Hvordan Dennis Carlsen i øvrigt skulle få sig bugseret ind i kabinen, var der ikke tænkt på.

Ole Kirchert Christensen glæder sig på vegne af Dennis Carlsen over, at der nu er sket en udvikling til det bedre.

Et senere møde, der skal afklare, hvad Syddjurs Kommune vil stille til rådighed af kommunikationsudstyr til Dennis Carlsen, håber bisidderen også vil vise sig konstruktivt.

Fire ALS-patienter

Lokalavisen har spurgt hos Syddjurs Kommune, hvor mange borgere, der pt. har diagnosen ALS i kommunen.

Pressechef Ole Bjarke Nielsen har undersøgt sagen:

»Vi kan kun svare i forhold til de borgere, som vi har kendskab til. Visitationen i Sundhed og Ældre er bekendt med fire borgere med ALS.«