Fortsæt til indhold

Debat: Regionen har skabt usikkerhed og utryghed

Politik
Kommunalbestyrelsen i Norddjurs

Kære Anders Kühnau og Regionsråd i Region Midtjylland.

I har skabt utryghed og usikkerhed for alle borgere på Djursland. Efter seneste borgermøde i Grenaa Idrætscenter 8. november om jeres besparelser inden for akutområdet, kan ingen være i tvivl om det.

I Norddjurs Kommune og på Djursland bliver vi særligt hårdt ramt med besparelser på det nære sundhedsvæsen. Vores borgere, vores virksomheder og vores mange turister vil ikke længere have en akutlægebil med udgangspunkt i Grenaa, og akutklinikken på Sundhedshuset samme sted får indskrænkede åbningstider.

Det er ikke acceptabelt, at I først sparer Grenaa Sygehus væk og i en aftale betrygger borgerne med en akutlægebil og en akutklinik for derefter nu næsten at spare det hele væk. Det er et klokkeklart tillidsbrud

Akutlandskabet står dermed foran en kolossal forandring med enorme konsekvenser. Det handler om garanti for hjælp, det handler om tryghed, og det handler i værste fald om tab af menneskeliv. Ældre i risikogruppen for blodpropper og hjertestop, bekymrede forældre til akut syge børn og alle andre må bogstaveligt talt kigge milevidt efter hjælp.

Som borger eller besøgende på spidsen af Djursland får man nu 60 kilometer til nærmeste læge i en akut situation.Det giver meget lidt mening, at I skærer i sundhedsvæsenet i Norddjurs Kommune, hvor I ved, at borgernes sundhedsprofil kræver større pleje, større omsorg og bedre adgang til sundhedsydelser, og at I laver besparelser i et område, hvor vi allerede er udfordret med rekruttering og fastholdelse af praktiserende læger.

Øger uligheden

Der er i forvejen stor forskel i adgangen til sundhed, alt efter hvor man bor. Det forstår vi, og det accepterer vi. Men når I konsekvent øger uligheden i sundhed, vil den enkelte borger på Djursland opleve, at hans/hendes liv er mindre værd end, hvis han/hun bor i en af de større byer. Det er ikke acceptabelt, at I først sparer Grenaa Sygehus væk og i en aftale betrygger borgerne med en akutlægebil og en akutklinik for derefter nu næsten at spare det hele væk. Det er et klokkeklart tillidsbrud.

I en aftale fra 2010 i forbindelse med etableringen af Sundhedshuset i Grenaa indgik en døgndækket lægebil som en integreret del af Sundhedshus Grenaa.Det gjorde den, fordi Region Midtjylland med daværende formand Bent Hansen var særligt opmærksom på at øge trygheden for borgere i Norddjurs Kommune som et yderområde.

Hvis vi skal have lighed i sundhed, så skal der også være lighed i aftaler. Det undrer os derfor, at I holdt fast i besparelsen, selvom I kendte til aftalens indhold, som I var blevet gjort opmærksom på. Vi lever i en samfund baseret på tillid. Hvis vi ikke længere kan stole og agere på de aftaler, vi som kommuner og regioner indgår, så bliver det umuligt at samarbejde.

Fravælges af turister

Aftalebruddet er i den her situation gået ud over vores borgeres basale ret til nødvendig hjælp i akutte situationer. Desuden besøger mange turister, særligt i sommerhalvåret, hvert år Norddjurs Kommune. Fjernelsen af akutlægebilen får utvivlsomt konsekvenser for vores lokale turisme. Vi frygter, at flere og flere vil vælge os fra som turistmål. Det vil skabe afvikling frem for udvikling.

Vi har et erhvervsliv, hvor meget er centreret om tung industri – særligt Grenaa Havn med cirka 80 virksomheder med mere end 2000 ansatte. Det er et område med smede, værftsarbejdere, elektrikere og så videre, som er særligt udsat i forhold til arbejdsskader. Havnens virksomheder oplever løbende, at medarbejderne får skader. Med den ekstra lange transport til den rette hjælp, er der stor risiko for, at skaderne forværres med betydelige alvorlige mén til følge.

Hvis det ikke er bekymring nok i sig selv, så har vi desuden en reel bekymring for, at eksisterende virksomheder vil overveje alternative placeringer, og at nye mulige virksomheder vælger Norddjurs Kommune helt fra. Vi har gennem de seneste år kunne konstatere en fraflytning fra Norddjurs Kommune. Derfor arbejder vi målrettet med at øge tilflytningen og bosætningen.

Ved at fjerne akutlægebilen bidrager I til afviklingen af Norddjurs Kommune og modarbejder vores mulighed for at tiltrække potentielle tilflyttere.Vi opfordrer derfor på det kraftigste endnu en gang jer til at sikre akutlægebilens overlevelse og akutklinikkens åbningstider i Grenaa og vores borgeres garanti for hjælp og tryghed.

Lige nu oplever vores borgere, at deres liv er mindre værd, blot fordi de ikke bor i en af de større byer. I er med beslutningen om at fjerne akutlægebilen og indskrænke åbningstiden i akutklinikken med til at skabe mere ulighed i sundhedsvæsenet og større utryghed hos borgere i yderområderne. Dermed bidrager I til et Danmark i ubalance.