Afløserkorps i kamp mod finansiel nedsmeltning på ældreområdet: Ned med sygefravær og vikarudgifter
Syddjurs Kommune oplevede 'økonomisk kollaps' i 2022 med et kassetræk på 127 mio. kr. Markante budgetoverskridelser på ældreområdet, pga. sygefravær og vikarudgifter, var en af forklaringerne. 2024-budgettet indeholder strategiske tiltag til at genoprette stabilitet og håndtere udfordringerne på ældreområdet. Lykkes det?
Efter et par år med overskud på Syddjurs Kommunes drift og positiv udvikling på likviditeten endte regnskabet for 2022 med et større kassetræk på 127 mio. kr.
Ud over stigende priser og overskridelser på det tekniske område skyldtes resultatet i høj grad betydelige budgetoverskridelser på ældreområdet som følge af bl.a. ekstraordinært højt sygefravær og tilsvarende højt vikarforbrug.
Hvordan er det så gået med sygefraværet og vikarforbruget på ældreområdet i 2023 sammenlignet med 2021 og 2022? Er det blevet bedre?
Vi har muligvis haft alle for høje forventninger til, at de selvstyrende borgerteams i den udkørende hjemmepleje kunne hjælpe til med at nedbringe sygefraværet.Riber Hog Anthonsen
Ikke helt, hvis man skal tro på, hvad et enigt byråd har besluttet om budgettet for 2024.
Her er der til ældreområdet afsat et beløb på 10 mio. kr. til at kunne håndtere de udfordringer med sygefravær og rekruttering, som også forventes at gøre sig gældende efter årsskiftet.
Endvidere har politikerne besluttet, at det akkumulerede overforbrug på ældreområdet til og med 2022 afskrives.
Som det ser ud nu, vil der også i 2023 være et overforbrug på ældreområdet i størrelsesordenen cirka 20 mio. kroner. Hvorvidt Sundheds- og ældreudvalget selv skal finde de penge i 2024-budgettet, kommer byrådet til at tage stilling til, når det samlede regnskab for Syddjurs Kommune er på plads et godt stykke inde i næste år.
Status lige nu
Adresseavisen har spurgt i forvaltningen, hvad status er lige nu på udgifter til vikarer på henholdsvis de fem plejehjem og i hjemmeplejen.
Fakta ser således ud:
Vikarudgifter i mio. kroner (2021, 2022 og 2023 (årets første 11 måneder):
2021: Plejehjem (4.680.317 kr.) - Hjemmepleje (14.907.874 kr.) Samlet: 19.588.191 kr.
2022: Plejehjem (12.206.562 kr.) - Hjemmepleje (28.613.081 kr.) Samlet: 30.819.643 kr.
2023: Plejehjem (4.640.996 kr.) - Hjemmepleje (20.966.737 kr.) Samlet: 25.607.733 kr.
Det er til at få øje på, at tingene løb helt løbsk i 2022, men udfordringerne i indeværende år er også store, især i hjemmeplejen.
Det er vigtigt at forstå, at når vi taler om eksterne vikarer, så starter og stopper de løbende i midlertidige ansættelser. Tallet justeres efter antallet af medarbejdere, der bliver syge, går på barsel og vender tilbage på arbejde igen.
Det vil sige, at der hver måned er et antal vikarer som både starter og stopper alt efter behovet.
Internt afløserkorps
For at håndtere de betydelige økonomiske udfordringer besluttede Sundheds- og ældreudvalget i februar 2023 at etablere et internt afløserkorps. Formålet er at reducere brugen af eksterne vikarer som er en meget dyr løsning.
Afløserkorpset er foreløbigt indført i den udkørende hjemmepleje, de såkaldte borgerteams.
Dette interne system fungerer som en platform, hvor både faste medarbejdere og timelønnede afløsere kan tilmelde sig ledige vagter.
Teknisk set er systemet operationelt, hvilket giver medarbejdere mulighed for at byde ind på ledige vagter digitalt.
For at imødekomme medarbejdernes ønske om fleksibilitet er hviletidsreglerne blevet tilpasset fra august 2023, hvilket tillader kortere hviletider én gang ugentligt. Der er dog endnu ikke indgået en tilsvarende aftale for sygeplejerskerne. FOA sagde ja, Dansk Sygeplejeråd indtil videre nej.
Administrationen i Syddjurs Kommune forventer positive resultater af det interne afløserkorps, herunder stabil opgavevaretagelse, forbedret arbejdsmiljø og mere effektiv ressourceudnyttelse.
Ikke et quickfix
Udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (V) udtrykker også optimisme i forhold til at afløserkorpset vil bidrage til at løse de problemer, der har været på ældreområdet, såsom højt sygefravær og betydelige udgifter til eksterne vikarer.
Anthonsen bemærker: »Der har selvfølgelig været nogle startproblemer, men de er blevet løst henad vejen. Systemet fungerer sådan, at medarbejdere både nu og her og længere ud i fremtiden kan melde digitalt ind på ledige vagter, men det er planlæggeren som melder tilbage og har ansvaret for at få fordelt de ledige vagter, så vi sikrer, at ingen kører ud over kanten, fordi de får for mange afløsertimer.«
På spørgsmålet om det høje sygefravær på ældreområdet, især i hjemmeplejen, siger udvalgsformanden: »Ingen tvivl om, at sygefraværet er alt for højt, men jeg har en tro på, at vi kan få det bragt ned. Det bliver dog ikke bare lige med et fingerknips, hen over natten eller ved nemme løsninger. Afløserkorpset er et godt tiltag, fordi vi sikrer, at vores egne afløsere kender til arbejdet i forvejen. Det skal hjælpe til med, at vi får nedbragt vores udgifter til eksterne og dyre vikarer, og vi sikrer, at ældre og pårørende oplever en kontinuitet i plejen. Samtidig tror jeg også, at det har en positiv indflydelse på arbejdsglæden og tilfredsheden hos de andre i teamet, at afløserne måske er nogle de kender i forvejen eller i hvert fald ved, at de ikke lige pludselig får tre nye kolleger, som de skal hjælpe i gang.«
Han erkender også: »Vi har muligvis haft alle for høje forventninger til, at de selvstyrende borgerteams i den udkørende hjemmepleje kunne hjælpe til med at nedbringe sygefraværet. Omvæltningen har for nogle været meget stor. Jeg tror fortsat, at det er en god ide, at medarbejderne selv styrer deres arbejdsdag, men må også forstå, at det ikke er alle medarbejdere, der har det godt med det og at det kræver stor tilvænning og meget af ledelsen.«
Riber Hog Anthonsen fremhæver, at en klyngeleder pr. 80-90 ansatte til hver af de tre geografisk forankrede klynger med udkørende borgerteams var alt for lidt, og derfor ansatte man pr. 1. september 2023 en assisterende klyngeleder til hver af de tre klynger.
»Meldingerne, vi får i udvalget, er, at man begynder at kunne se effekten af de tiltag, der er blevet sat i værk, så andet halvår af 2023 har været betydelig mere positiv end første.«