Biogasdebatten intensiveres: Fristen for høringssvar udvides til 1. januar
Syddjurs Kommune har besluttet at forlænge høringsfristen frem til 1. januar 2024.
Kommunaldirektør Rasmus Møller kunne på borgermødet i Kolind+ onsdag den 13. december om et biogasanlæg på en placering på Hovedvej 16 fortælle de fremmødte, at kommunen har besluttet at forlænge høringsfristen helt frem til årsskiftet.
»Nu er det jo snart jul, så vi har besluttet, at skulle der indkomme høringssvar mellem jul og nytår, så ryger de med i bunken,« lovede Rasmus Møller.
Høringsfristen var oprindeligt fastsat til fire uger, fra den 22. november til den 20. december, men den bliver forlænget til den 1. januar 2024.
Tre placeringer til bedømmelse
Når embedsværket efter høringsfasens afslutning skal læse samtlige høringssvar igennem, bliver det for samtlige tre placeringer, der pt. er i spil:
- Areal nord for Brdr. Thorsens eksisterende gårdbiogasanlæg på Østenfjeldvej 9: ’Placering 2’.
- Areal nordøst for Kolstrup Gårde: ’Placering 4’.
- Areal tættere på Hovedvej 16 med skov (fredskov mod øst og vest) på to sider. Det ligger mellem ejendommene på Hovedvej 16, nummer 107 og nummer 109. ’Placering 2.1’.
2. 1 fortsat darkhorse
Det er allerede nu muligt at konkludere følgende:
’Placering 4’ er blevet pillet af brættet, fordi lodsejeren ikke vil sælge, Brdr. Thorsen ikke vil investere på det pågældende areal, og fordi indehaveren af den nærliggende Ramten Skov er klar til at slæbe Syddjurs Kommune i retten.
’Placering 2’, som Brdr. Thorsen har accepteret som et acceptabelt alternativ til den foretrukne placering ved det eksisterende gårdanlæg på Østenfjeldvej 9, kan der imidlertid ikke skaffes et politisk flertal for.
Hermed er der ’Placering 2.1’ tilbage, og politikerne har to måneder til at forholde sig til den. Modsætningsvis de to andre placeringer er det sværere at tyde de politiske signaler, så indtil der foreligger en indstilling fra forvaltningen, vil hovedparten af politikernes munde være lukket med syv segl.
Køreplan fastholdes
Borgmester Michael Stegger Jensen bekræftede på borgermødet, at man fastholder den aftalte køreplan og vil gennemgå høringssvar efter periodens afslutning.
Ultimo januar bliver der et lukket temamøde inden byrådsmødet onsdag den 31. januar med en status fra Planchef Henrik Bernberg.
På byrådets februarmøde træffes den endelige beslutning om, hvorvidt der er flertal for at inkludere et rammeudlæg til kommuneplanen for et biogasanlæg ved Hovedvej 16.
Fredag den 16. februar bliver en meget afgørende dato. Her offentliggøres Økonomiudvalgets dagsorden forud for mødet den 21. februar.
Dagsordensteksten vil afspejle forvaltningens anbefalinger og eventuel indstilling til et biogasanlæg ved Hovedvej 16. Det er dog tvivlsomt, om forvaltningen ved kommunaldirektør Rasmus Møller kommer med en decideret anbefaling til Økonomiudvalget.
Mere sandsynligt er det, at Økonomiudvalget selv får lov til at gå linen ud.
Efter Økonomiudvalgsmødet lander sagen til endelig afgørelse i byrådet onsdag den 28. februar.
Vogt dem for overraskelser
Med det forløb, som biogassagaen har haft til dato, kan der sagtens komme nye overraskelser i løbet af de næste par måneder frem til Økonomiudvalgsmødet.
Parterne i sagen vil køre på den høje klinge frem mod den endelige afgørelse, og netop dette kan gøre, at der kan komme nye dagsordener i spil alt efter, hvordan stillingen står, jo tættere vi kommer målstregen i februar.