Nytårstanker til eftertanke: Vejene til et endnu bedre Syddjurs i 2024
De nyeste 11 byrådsmedlemmer deler deres konkrete visioner til at forbedre livet i kommunen i det kommende år. Fra borgerinddragelse og sociale bosteder til bæredygtig udvikling og trivsel i folkeskolen.
Hvordan bliver Syddjurs et bedre område at leve i for flest mulige borgere i 2024 og fremover?
Det har Adresseavisen Syddjurs bedt 11 byrådsmedlemmer om at forholde sig. De er blevet bedt om at skære helt ind til benet og fortælle os andre, hvad de tørster efter at få fremmet på den lokalpolitiske dagsorden i 2024.
Ikke noget med lange tirader af ord. Konkrete forslag, tak.
De 11 udvalgte udmærker sig ved, at de er alle blev valgt for første gang til byrådet i november 2021. Nu har de altså mere end to år på bagen.
Dog er Enhedslistens Mohammad Steitan endnu ’nyere’. Han afløste tidligere i 2023 sin partifælle Niels Peter Mortensen, da denne af helbredsmæssige årsager måtte trække sig fra byrådsarbejdet.
Tag de 11 på ordet. Bedøm om deres forslag til at gøre Syddjurs til et endnu bedre område at leve i, lever op til dine forventninger, kære læser?
11 forslag til et bedre Syddjurs
Bjørn Jensen (C)
»Hvordan bliver Syddjurs et bedre område at leve i for flest mulige borgere i 2024 og fremover, hvis inddragelsen af civilsamfundet på velfærdsområderne, og i forbindelse med den grønne omstilling, i endnu større udstrækning bliver en realitet i 2024?
Vi skal dele mere ansvar og medbestemmelse ud til borgerne, familierne og fællesskaberne. Vi skal skabe de gode rammer, men jo mindre politisk indblanding des bedre. Derfor skal vi bl.a. skabe rammerne for et friplejehjem eller et privat plejehjem. Vores erhvervsliv har brug for hjælp til den grønne omstilling. Landbruget og transportbranchen revses for at gøre for lidt. Derfor skal vi bl.a. også finde plads til et større biogasanlæg på Djursland.«
Derfor skal vi bl.a. også finde plads til et større biogasanlæg på DjurslandBjørn Jensen (C)
Jan Aude (C)
»Syddjurs bliver et bedre sted at leve med mere social ansvarlighed ved at investere i bosteder her i kommunen i 2024 og årene frem.
Der er rigtig mange emner, der kan nævnes for at gøre Syddjurs til et bedre sted at leve i, såsom naturen, klimaet, biodiversiteten mm. Men for mig betyder social ansvarlighed mest, og derfor vægter det højest for mig at etablere flere sociale bosteder her i Syddjurs til vores borgere, der har behov.
De borgere med forskellige handicaps har så muligheden for at blive boende i det lokale samfundsfællesskab og ikke være tvunget til at flytte fra Syddjurs for at få den rette mulighed og støtte. Jeg tror på, at de borgere trives bedst i fællesskabet tæt på familie og venner, hvilket jeg er sikker på også har en vis helbredende effekt. Derfor kommer det os alle til gode, fordi det er en god samfundsinvestering. Vi har bedre mulighed for at styre de inflationsfølsomme priser i eget regi, og vi beholder bloktilskuddet i kommunen. Selvfølgelig skal det være med den rette støtte og de rigtige medarbejdere med de rette kompetencer, men borgeren skal have muligheden. Det er efter min overbevisning ’Social Ansvarlighed’.«
Syddjurs bliver et bedre sted at leve med mere social ansvarlighed ved at investere i bosteder her i kommunen i 2024 og årene fremJan Aude (C)
Mohammad Steitan (Ø)
»For at gøre Syddjurs til et bedre sted at bo i 2024 og fremover bør fokus ligge på:
- Uddannelse og Børnepasning:
- Øge støtten til skoler, vuggestuer og børnehaver for at sikre høj kvalitet og fagligt stærkt personale. - Infrastruktur og Vejnet:
- Opretholde et effektivt vejnet for sikker transport - også til nabokommuner. - Velfærd og Familiestøtte:
- Styrke støtten til familier med særlige behov og skabe stabilitet gennem positiv indsats. - Ældrepleje:
- Sikre tilstrækkelige ældreplejeboliger og behagelige arbejdsforhold for personale. - Natur og Biodiversitet:
- Bevare natur, havmiljø og biodiversitet samt tildele ressourcer til legepladser.
Ved at prioritere disse områder kan Syddjurs blive et attraktivt sted med høj livskvalitet for alle borgere.«
Vi skal øge støtten til skoler, vuggestuer og børnehaver for at sikre høj kvalitet (...)Mohammad Steitan (Ø)
Kirstine Kahr Kvorning (C)
Det er min klare opfattelse, at Syddjurs kommune er et godt sted at leve.
»Det sagt, så vil et af de helt store politiske fokusområder for mig i 2024 være at arbejde for større grad af trivsel blandt børn og unge.
Det mest oplagte sted at starte er ved at se på rammerne vores dygtige lærere, pædagoger og øvrige personalegrupper på folkeskolerne arbejder indenfor.
Det handler naturligvis om økonomi, om strukturer og om at vi ikke får lave en “one size fits all”-model, der reelt umuliggør det, at drive en god og rummelig inkluderende skole uden stigmatisering af de børn og familier, der har brug for en ekstra hånd i ryggen. Et af de i min optik væsentligste grundpiller i vores velfærdssamfund er en god solid og rummelig folkeskole, hvor det/den enkelte barn/familie får lige præcis den nødvendige hjælp, der skal til, for at få en god uddannelsesmæssig start på livet. Børn og unge er præcis lige så forskellige, som voksne – det skal vi have en folkeskole, der afspejler og rummer.«
Børn og unge er præcis lige så forskellige, som voksne – det skal vi have en folkeskole, der afspejler og rummerKirstine Kahr Kvorning (C)
Henriette Qvist Eriksen (V)
»Jeg mener og tror på, at mest muligt ansvar og medbestemmelse giver det bedste liv for den enkelte borger. Alle borgere i Syddjurs bør have ret til at bestemme over eget liv.
Vi skal arbejde ud fra, at vi alle er forskellige og derfor skal behandles forskelligt. Derfor er det også vigtigt med valgfrihed i velfærdsmulighederne.
Det er også derfor, at vi i Venstre er store tilhængere af, at vi skal have et friplejehjem som supplement til vores kommunale plejehjem.
Vi kan generelt blive bedre til på hele velfærdsområdet at være ydmyge omkring, hvad den enkelte borgeres udfordringer er og forsøge at hjælpe bedst muligt ud fra behovet.
Mere sund fornuft - mindre systemtænkning.«
Mere sund fornuft - mindre systemtænkningHenriette Qvist Eriksen (V)
Sidse Graarup Vangsted (S)
»To ting gør, at Syddjurs bliver et bedre sted at bo - mere frivillighed og mere fællesskab. Jeg tror på, at vi som mennesker generelt er bedst tjent med at give mere end vi tager, til dem vi omgiver os med. Jeg tror på, at det giver livskvalitet at være noget for andre.
Frivillige kræfter står bag mange af de aktiviteter, der bringer glæde i vores liv, trænere i foreningerne der utrætteligt står klar når vores børn dyrker sport, flagene, der hejses i byerne, når der er konfirmationer eller vi siger farvel til en af vores kære, sommerfester hvor vi slår os løs og glemmer hverdagen for en stund, besøgsvenner der tager sig tid til at høre historier fra gamle dage hos ældre medborgere, eller en bekendt som giver dig en hånd, når du har brug for det. Frivillighed har mange ansigter.
Indimellem vil man stå et sted i sit liv, hvor man ikke har overskud til at gøre en masse for andre omkring sig. Det skal man ikke skamme sig over, men i stedet deltage med god samvittighed i den lokale sommerfest, eller hvad det nu kunne være, og vise sin opbakning på den måde. Hvis ingen tager, er der heller ingen der kan give og sådan ender vi alle fattigere.
Jeg hører ofte bekymringer om, at de initiativer der lever i dag, ikke vil bestå, når næste generation skal tage over. Jeg håber for os alle, at der også fremover vil være nogen, der har kræfterne og overskuddet til videreføre alle de gode tiltag, vi i dag nyder godt af rundt omkring i kommunen. Men det kræver, at nye kræfter opsøges, bydes velkommen og inkluderes. Og det kræver, at vi alle kan vie en lille del af vores tid til fællesskabet i perioder af vores liv. Sådan tror jeg, Syddjurs bliver et bedre sted at bo for flest mulige borgere.«
Jeg tror på, at vi som mennesker generelt er bedst tjent med at give mere end vi tagerSidse Graarup Vangsted (A)
Jens Bjørn Andersen (V)
»Vi skal have borgeren i fokus. Det gør vi med indførelsen af en servicevision, så service af borgere og erhvervsliv gennemsyrer Syddjurs Kommune i højere grad end i dag.
Det skal være nemt at drive virksomhed i Syddjurs. Små og mellemstore virksomheder oplever desværre stadig unødvendigt bureaukrati og ventetider.
Vi skal forstå borgerne og deres behov. Derfor skal vi i højere grad involvere borgerne. Vi skal etablere regelmæssige borgermøder og workshops for at indsamle feedback og idéer direkte fra lokalsamfundet. Implementér digitale platforme og sociale medier til at lette kommunikationen mellem borgere og kommunen og opfordre til aktiv deltagelse i beslutningsprocesser.
Effektiv borgerservice er en forudsætning. Vi skal løbende optimere kommunens interne processer for at sikre hurtig og effektiv behandling af borgernes henvendelser og anmodninger. Har vi de rigtige digitale løsninger, der forenkler og forbedrer adgangen til kommunens serviceydelser?
Skab åbenhed om kommunens resultater og beslutningsprocesser for at opretholde tilliden fra borgerne.«
Det skal være nemt at drive virksomhed i SyddjursJens Bjørn Andersen (V)
Heine Skovbak Iversen (B)
»Hvis vores natur bliver vildere, grønnere og mere forskelligartet. Hvis havet omkring os, søerne og vores vandløb bliver renere og igen fyldt med mere naturligt liv. Hvis vi forbedrede levesteder for flora og fauna, fremmer naturlige processer og sikrer, at naturen trives. Ja, så er jeg sikker på, at Syddjurs bliver et endnu bedre område at leve i. Det vil give tro og håb til vores børn og unge og de kommende generationer. Vi udfordres af en biodiversitetskrise, hvor der bliver færre og færre insekter, dyr, planter – ja vores natur bliver fattigere og fattigere. Vi må i 2024 i højere grad igangsætte projekter, der genopretter naturlige habitater som vådområder, skove og havet. Det vil styrke biodiversiteten og forbedre økosystemernes sundhed. Vi må have mere vild natur, til gavn for miljøet og dermed også os mennesker.
Jeg tror på, at god tilgængelighed til naturen for børn, unge, voksne og ældre vil give større muligheder for berigende naturoplevelser. Naturoplevelser med mulighed for ro og balance, som vi alle kan have brug for, i en tid, hvor f.eks. sociale medier overtager mere af vores tid og opmærksomhed. Så jeg ønsker at 2024 må blive mere “Back to Nature”- mere ud i naturen.
Vores natur, som vi sammen her i Syddjurs skal passe endnu bedre på og kæmpe for.«
Vi må i 2024 i højere grad igangsætte projekter, der genopretter naturlige habitater som vådområder, skove og havetHeine Skovbak Iversen (B)
Casper Grud Nielsen (S)
»Hvordan bliver Syddjurs et bedre område at leve i for flest mulige borgere i 2024 og fremover, hvis en mere rummelig folkeskole bliver en realitet i 2024?
Mistrivsel, fravær og ensomhed starter ofte i folkeskolen, hvor de afgørende børnefællesskaber bliver dannet. Noget af det, det fik mig ind i politik, var ønsket om en mere rummelig folkeskole. Mere praktisk, mere frihed til lærerne og mindre rigid målstyring. Med plads til langt de fleste børn - både dem med særlige behov og de fagligt stærke. En skole, hvor børnene har lyst til at møde op, lære og danne de afgørende relationer til hinanden og de voksne. Det håber jeg, vi kan fortsætte med at realisere i 2024.«
Noget af det, det fik mig ind i politik, var ønsket om en mere rummelig folkeskoleCasper Grud Nielsen (A)
Kasper Kolstrup Møller (C)
»Familien er hele grundlaget for vores trivsel. En sikker base som giver tryghed og ro.
Desværre oplever flere og flere mistrivsel, og dette i alle aldersgrupper. Specielt unge mistrives, og rekordmange unge er ramt af angst, depression og generelt følelsen af ikke at være tilstrækkelig.
At unge mistrives påvirker ikke kun personen selv, men også dennes familie. Vi har i kommunen flere tiltag til at forebygge mistrivsel, men vi mangler at indstille ”kikkertsigtet” for at skabe en kommune, hvor alle føler sig set, hørt og holdt af. Vi skal turde tænke ud af boksen og nedbryde siloer, for dette kommer ikke af sig selv. Jeg tror på, at vi ved en fælles indsats fra kommune, foreninger, virksomheder, attraktioner m.fl. kan stå ”sammen om det gode liv”. Vi flytter dog ingenting, hvis vi ikke tør tage springet og gå all in!«
Familien er hele grundlaget for vores trivselKasper Kolstrup Møller (C)
Kasper Nissen (SF)
»Hvis alle borgere kan rejse gratis med offentlig transport i 2024, vil der være flere afledte gevinster for borgerne. For det første vil det betyde, at man ikke skal have penge op af lommen, men det vil også betyde, at der vil være en administrativ lettelse, for der skal ikke ansøges om buskort, når børn og unge skal i skole eller på uddannelse.
Socialt udsatte og økonomisk trængte skal ikke bekymre sig om transport til nærmeste borgerservice, eller når man skal til tandlæge, ældre borgere skal ikke bøvle med online-billetter, og rejsekortet kan for os andre blive i lommen — i al fald indtil kommunegrænsen. Den offentlige transport er med til at holde velfærdssamfundet sammen, fordi den giver de fleste borgere mulighed for at benytte kommunale tilbud, biblioteker, kulturtilbud, borgerservice og meget andet. Godt nytår til jer alle.«
Hvis alle borgere kan rejse gratis med offentlig transport i 2024, vil der være flere afledte gevinster for borgerneKasper Nissen (F)
,