Ønsker for 2024 - en rundhorisont fyldt med uanede muligheder
En refleksion over forfatteren Henrik Stangerups brug af Niels Bohrs visdom som et middel mod depression. Hvordan kan vi alle placere os på "prikken" for at bevare perspektivet?
Hvad vil 2024 bringe af glæder og skuffelser?
Mange, uden tvivl - både på det helt personlige plan, men også på det lokale.
Sidstnævnte først.
Om et par måneder vil vi opleve et byråd, der må erkende, at planerne om at placere et industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16 må opgives.
Placér dig derimod inde i selve prikken. Se ud, og rundhorisonten er fuld af uanede muligheder.
At man politisk træffer en afgørelse, er ikke nogen skandale. Det er folkevalgte politikeres lod.
Derimod er selve forløbet frem til beslutningen en skandale.
Der er svært at nævne noget i Syddjurs historien, som kommer på højde med.
Allerede sidste år i januar var der udtalt lokalpolitisk enighed om, at et industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16 ikke var en mulighed, fordi både turistvirksomheder og kommunens egne embedsfolk vendte tommelfingeren nedad
Adresseavisen fik allerede i januar 2022 syn for sagen under et møde om noget helt andet på rådhuset i Ebeltoft. Her stod det malet i en bisætning, at biogas og Hovedvej 16 ikke havde nogen fremtid.
Alligevel har man politisk formået at trække sagen i langdrag vel vidende, at politikernes nølenhed på et tidspunkt går op for alle andre.
Det sker senest i februar, men man må allerede håbe, at besindige sjæle, som tidligere efterlyst i denne kommentar, forsøger at stoppe komedien og kalder til samling, så der bliver fundet en løsning, som et samlet Djursland kan bakke op om.
De mennesker, der har investeret tid og penge, fortjener det mest af alle.
I anledning af nytårsskiftet - denne simple tegning, frit efter Niels Bohr.
Den afdøde forfatter Henrik Stangerup havde den altid på sig, så han kunne hente den frem som et middel mod depression.
I sin fine essaysamling fra 1986 ”Tag din seng og gå” skriver Stangerup: ”Placér dig ude på cirklens rundhorisont og kig ind på prikken. Det er det, vi gør det meste af tiden. Vi stirrer os blinde på vores egen navle, eller samfundet, eller debatten, eller hvad man nu vil, og snart kan vi absolut intet se, ordene mister deres mening, og til sidst kan vi heller ikke høre musik eller se et smukt maleri. Placér dig derimod inde i selve prikken. Se ud, og rundhorisonten er fuld af uanede muligheder.”
Vi trænger alle til hobe til at dreje rundt inde på prikken for at bevare udsynet.
På vegne af Adresseavisen: Godt nytår.