Fortsæt til indhold

Det skal være slut med kø på Århusvej i Søften: Ny firesporet vej bliver forlænget med 500 meter

Lokalpolitikerne har sagt god for at bruge over 15 millioner kroner på at gøre ny firesporet vej endnu længere.

Politik

Bilister fra Hadsten, Hinnerup og Søften er vant til at væbne sig med tålmodighed, når de om morgenen kører ad Århusvej for at komme ud til motorvejskrydset ved Søften. Turen gennem Søften kan tage rigtig lang tid. Nogle gange begynder myldretrafikken allerede ved Engdalsvej. Andre gange begynder den tætte trafik lidt længere fremme ved Rønbækvej. Når man kommer frem til erhvervsområdet, kan man være ret sikker på, at trafikken er meget langsom, og trafikanter fra sidevejene kan have virkelig svært ved at komme ud på Århusvej.

Favrskov Kommune har i nogle år ønsket at forbedre fremkommeligheden ved at udvide Århusvej til fire spor, og i det seneste budget blev der afsat 10,5 millioner kroner til udvide strækningen fra E45 til Beta. Udvidelsen til fire spor skulle ske i forbindelse med den planlagte ombygning af motorvejskrydset ved Søften (Aarhus N) i forbindelse med udvidelsen af E45 fra fire til seks spor.

Udvidelsen af Århusvej er lige nu højaktuel, fordi Vejdirektoratet i begyndelsen af 2024 går i gang med at ombygge motorvejskrydset. Efter at have set Vejdirektoratets projekt og holdt drøftelser med direktoratet har Økonomiudvalget i Favrskov Kommune på flere møder undersøgt og diskuteret muligheden for lave fire spor på en længere strækning af Århusvej.

Forlænges til Alfa

Økonomiudvalget nåede frem til, at man gerne vil forlænge strækningen med fire spor med omkring yderligere 500 meter fra Beta til Alfa. Det vil koste ekstra 15,5 millioner kroner, men give rigtig god mening fem for eventuelt at skulle lave udvidelsen på et senere tidspunkt, siger borgmester Lars Storgaard.

Århusvej bliver firesporet fra motorvejskrydset til Alfa. I forbindelse med ombygningen af motorvejskrydset etablerer Vejdirektoratet den firesporede vej frem til virksomheden Foxway på adressen delta 6. Herfra står Favrskov Kommune for at eatblere vejen frem til Alfa. Kort: Datawrapper

Ifølge borgmesteren ville den samlede pris blive flere millioner kroner højere, hvis man begynder med at lave fire spor fra E45 til Beta og først på et senere tidspunkt laver fire spor Beta til Alfa. Besparelsen ligger i, at man kun skal lave én projektering og kun én gang etablere arbejdspladser og trafikreguleringer med mere. Derudover vil det ifølge borgmesteren være træls for trafikanterne at blive generet af anlægsarbejde ad to omgange.

Lars Storgaard fortæller, at der også er et stort ønske fra det lokale erhvervsliv om at få lavet fire spor på Århusvej for at undgå spildtid i trafikken.

»Vi vil gerne imødekomme virksomhedernes ønsker. Favrskov skal være et godt sted at drive virksomhed,« siger borgmesteren med en slet skjult hentydning til kommunens nye erhvervspolitik, der ligesom udvidelsen af Århusvej er på dagsordenen til byrådsmødet i denne uge.

Farligt kryds lysreguleres

Udover den tætte trafik døjer virksomhederne i erhvervsparken i Søften og deres ansatte med at komme ud på Århusvej fra Delta.

Ifølge forvaltningens beskrivelse af sagen tager trafikanter fra Beta ofte chancer i morgen- og eftermiddagstimerne for at komme ud på Århusvej, hvilket skaber farlige situationer. Der vil derfor blive etableret et nyt signalanlæg i krydset Århusvej/Beta for at forbedre til- og frakørslen til erhvervsområdet og reducere risikoen for uheld. Samtidig vil Stenhøjvej blive forlagt mod vest, så vejen kan kobles på det nye signalanlæg.

Cyklisterne kan også glæde sig til at få mere plads, idet cykelstierne bliver udvidet til 2,5 meter, hvilket er omkring dobbelt så bredt som i dag. Der vil endvidere blive arbejdet med busprioritering, så busserne på Århusvej kan komme hurtigere frem.

Når vejen skal udvides, skal der erhverves areal langs vejen. Ud af den samlede udgift på 26 millioner kroner er der afsat 2,8 millioner kroner til at opkøbe de nødvendige arealer.

Udvidelsen af Århusvej og godkendelse af anlægsbevillingen på 26 millioner kroner er foreløbigt blevet enstemmigt godkendt i Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget forud for den afsluttende behandling i byrådet.

Hvis alt går vel, er det planen at begynde anlægsarbejdet i oktober 2024.