Fortsæt til indhold

Forbud mod køb af turbokyllinger på vej i Aarhus Kommune

Borgmester Jacob Bundsgaard betegner forslag om at forbyde kommunalt køb af turbokyllinger som »godt og helt nødvendigt.«

Politik

Et bredt flertal i Aarhus Kommunes byråd bakker op om at forbyde indkøb af racen Ross 308, også kendt som turbokyllinger.

Hvert år indkøber kommunen 90 tons kyllingekød, hvoraf omkring halvdelen er fra turbokylling.

Forslaget om totalt forbud mod indkøb af turbokyllinger i hele Aarhus Kommune blev stillet af SF og løsgænger Thure Hastrup.

»Vi går grundlæggende rigtig meget op i dyrevelfærd, og da vi undersøgte tallene for, hvor mange af de såkaldte turbokyllinger, kommunen årligt køber, fandt vi ud af, at det var rigtig, rigtig højt. Det hverken kan eller må vi understøtte som kommune,« siger ordfører for SF Aarhus, Liv Gro Jensen, til Din Avis Aarhus.

Flertallet mod turbokyllinger i Aarhus Kommune glæder ikke overraskende dyreværnsforeningen Anima.

»Jeg er virkelig glad for at Aarhus ser ud til at blive frontløber på denne udvikling. Kyllinger skal ikke pines, og med en ny politik vil Aarhus sende et klart signal om, at turbokyllinger bare ikke er ok,« siger, kommunikationschef Thorbjørn Schiønning i en pressemeddelelse.

Slagtekyllingeracen Ross 308 er ifølge Dyrenes Velfærd avlet til at vokse meget hurtigt, på meget kort tid. Racen skal kunne vokse fra 50 gram til to kilo på lidt over en måned. Den ekstremt hurtige vækst gør, at kyllingens organer og ben ikke kan følge med vægten. Derfor lider rigtig mange kyllinger i den intensive produktion.

Forslaget om at forbyde turbokyllinger i Aarhus Kommune var på dagsordenen på et byrådsmøde onsdag 31. januar. Den eneste, der ved byrådsmødet ikke stemte for forslaget, var løsgænger Henrik Arens.

Forslaget er nu sendt til videre drøftelse hos Magistraten.