Farvel til biler: Central vej lukkes for at slå to byparker sammen
En ny bypark i Aarhus centrum er kommet et skridt nærmere, efter der er truffet principbeslutning i byrådet.
En grøn oase, kalder borgmesteren den.
En ny bypark, der - måske, måske ikke - kommer til at hedde Simonsens Have, er et skridt tættere på at blive til virkelighed. På byrådsmødet blev der vedtaget en såkaldt principbeslutning om projektet, der betyder, at der bliver arbejdet videre med det.
»Jeg vil gerne takke de partier, som står bag udvalgserklæringen,« indledte Jesper Kjeldsen fra Socialdemokratiet debatten, inden han gjorde det klart, at »kernen for Socialdemokratiet er at få lagt de to parker sammen.«
Simonsens Have - navnet på byparken skal fortsat bearbejdes i kommunens navneudvalg - vil blive resultatet af en sammenlægning af de to eksisterende parker, Rådhusparken og Musikhusparken. Det vil betyde, at Frederiks Allé bliver lukket af for gennemkørende trafik.
Navnet Simonens Have er opkaldt efter den tidligere mangeårige borgmester for Aarhus Kommune Thorkild Simonsen, der døde i 2022.
Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF samt Thure Hastrup (uden for parti) bakker op om Socialdemokratiets forslag om at anlægge den nye bypark, der anslås at komme til koste et sted mellem 7,5-24 mio. kr. alt efter hvor omfattende et projekt man vælger.
Ikke uden modstand
Selvom opbakningen til beslutningen altså var massiv, var der også kritiske røster, der ikke kan bakke op om Socialdemokratiets forslag.
Henrik Arens (uden for parti) kalder forslaget for seneste bevis på den »hetz«, der foregår mod aarhusianere, der er afhængige af deres bil. Han sagde, at han faktisk er for en sammenlægning af de to eksisterende byparker, men at alternativerne for bilisterne foreløbigt er alt for ringe.
»Jeg tror mere på gulerodsmetoden, frem for den socialistiske pisk,« sagde Henrik Arens, inden han også luftede sin holdning om den kollektive trafik i Aarhus, som ifølge ham er for dårlig.
Thure Hastrup (uden for parti) valgte at adressere kritikken fra Henrik Arens:
»Jeg kan jo konstatere, at 50 års socialistisk pisk har virket, og det er jeg glad for.«
Også Venstre og Danmarksdemokraterne udtalte kritik af forslaget, og de efterlyser ligeledes bedre forhold for den kollektive trafik inden man »lukker midtbyen ned« for bilismen.
»Når man ønsker at presse sådan en beslutning igennem, har man jo valgt at erklære krig over for alt og alle,« lød det spydigt fra Gert Vestergaard (V).
Næste fase i projektet er udarbejdelsen af en tidsplan, der skal fastlægge, hvornår Frederiks Allé lukkes af og parkerne sammenlagt.