Fortsæt til indhold

Forringelser på akutklinik sat på pause

Politikerne blev ikke hørt før sygehusledelsen i Randers besluttede sig for at fjerne aktiviteter på Grenaa Sundhedshus.

Politik

Den gik ikke.

Politikerne i udvalget for nære sundhedstilbud har nu trådt på bremsen og sat en stopper for en stribe forringelser i aktiviteterne på Akutklinikken og Grenaa Sundhedshus.

Forringelser som udelukkende var besluttet af administrationen og som helt ud af det blå trådte i kraft 1. marts. - og som betød forringelser for blodprøvetagning, røntgenfunktion og ambulante sundhedstilbud.

Besparelserne har dog aldrig været politisk behandlet, og det får konsekvenser. Ifølge formanden for udvalget for nære sundhedstilbud, så er spareforslagene en ommer.

Den nye formand for udvalget, Susanne Buch fra SF og Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne tog sagen op på det seneste udvalgsmøde, og et flertal har besluttet, at det hele bliver sat i bero så man kan få undersøgt, hvad der er op og ned i sagen.

Sammen med andre regionsrådspolitikere er de to stærkt utilfredse med, at besparelserne er blevet drøftet uden om det politiske niveau, som det er normal kutyme.

»Vi ved, det her er sårbart i forhold til det serviceniveau, vi tilbyder borgerne. Derfor skal vi som politikere have fingeren på pulsen, og vide hvor det er, man har tænkt sig at spare, så vi kan nikke ja,« har Susanne Buch sagt til TV Midtvest.

Forringelser i Grenaa

Bestyrelsen for Støttegruppen for Grenaa Sundhedshus kritiserede i første omgang hospitalsledelsen for Regionshospitalet Randers, som varetager aktiviteterne på Grenaa Sundhedshus.

Processen er et udtryk for sjusk og rod, så jeg føler da, at vi har vundet en lille kamp ved, at forringelserne nu er sat på pause og skal til politisk behandling
Mette Kirk

I en henvendelse til hospitalsledelsen nævnte støttegruppen blandt andet, at der efter den administrative beslutning fjernes mange ugentlige tider til blodprøvetagning, og desuden fjernes muligheden for at man efter et lægebesøg kan gå direkte videre til blodprøvetagning, efter lægen har sendt en rekvisition.

»Det betyder, at alle patienter skal have booket en tid, så smidigheden forsvinder, ingen akutte prøver uden en tid. Kan borgerne ikke finde ud af det, så må man tage hjem, og finde nogen der kan hjælpe med at booke en tid, personalet har fået besked på, at det må de ikke. Og på røntgenafdelingen har personalet fået information om, at akutte patienter i dagtiden, der er røntgenfotograferet, og som venter på røntgenbeskrivelsen, ikke må vente på røntgengangen. De skal tage hjem og afvente, at egen læge ringer dem op, og fortæller om der er brud eller ej. Tidligere kunne de akutte patienter få svar af røntgenpersonalet såfremt der ikke er konstateret et brud,« lød kritikken fra støttegruppen.

Her var argumentet, at med den nye model minimerer man servicen væsentligt, og man pålægger også patienterne mange unødvendige kilometer til og fra sygehuset i Randers.

Men nu er forringelserne sat på pause og aktiviteter, der var lukket ned, skal åbnes op igen.

»Det er ikke meget, at vi her på Djursland kan rose regionsrådsformand Anders Kühnau, (S), for, men han har trods alt flere gange slået fast, at man ikke skulle røre ved ambulatorier og andre funktioner på Akutklinikken. Jeg tror, at hosptalsledelsen i Randers så sit snit til at lukke ned i Grenaa. Men processen er et udtryk for sjusk og rod, så jeg føler da, at vi har vundet en lille kamp ved, at forringelserne nu er sat på pause og skal til politisk behandling. Der er da slet ingen grund til at haste sådan noget igennem lige nu, så hvorfor ikke vente og se på, hvad Sundhedsstrukturkommissionen foreslår om et par måneder,« siger Mette Kirk, der er formand for Støttegruppen for Grenaa Sundhedshus.