Vågn op Kolind og Ryomgård - uden fælles front, ingen fremtid!
En stærk opfordring til enhed og samarbejde.
For ikke så mange år siden så Ryomgård og Kolind hinanden som konkurrenter.
Et forhold, som i den nyere historie slog ud i lys lue ved kommunesammenlægningerne i 1970, der reducerede antallet af kommuner fra 1098 til 277 og antallet af amter fra 25 til 14.
Midtdjurs blev et af resultaterne af reformen med Kolind og Ryomgård som de to ’storbyer’ og med Nimtofte og Pindstrup som halehæng. Kolind fik rådhuset, mens Ryomgård fik kommunens første idrætshal.
Man kan tage sig i at savne den gamle duel for at blive mindet om, at der fortsat er liv i Ryomgård og Kolind.Lars Norman Thomsen
Tidligere provst Helge Qvist Frandsen, Marie Magdalene-Koed sogne, erfarede, da han kom til egnen i midten af 1970’erne, at forholdet mellem Kolind og Ryomgård ikke var sådan at spøge med.
Han har ofte fortalt en sjov anekdote om, hvordan en borger ridsede situationen op for ham med rådhuset i Kolind og idrætshallen i Ryomgård.
Hvortil provsten bemærkede: ”At man da kunne placere omklædningsrummene i Kolind” for at lade retfærdigheden ske fyldest.
Det var duellen uden ende før kommunesammenlægningen i 2006-2007.
I længden er det ikke produktivt, hvis det afspejler sig ned til mindste komma i det kommunale budget.
Siden Midtdjurs blev til Syddjurs har tingene ændret sig i de to jernbanebyer.
Konkurrencen og polemikken er ikke længere på samme niveau, som i tidligere tider.
Man kan tage sig i at savne den gamle duel for at blive mindet om, at der fortsat er liv i Ryomgård og Kolind.
I dag har de to byer en fælles interesse i at knytte bybånd. Det er bare som om, at det kniber med erkendelsen af, at der skal være et bybånd nu og i fremtiden. På årsmøderne i de to distriktsråd blev det overhovedet ikke nævnt, og det kan undre.
Måske var det bare en forglemmelse?
Det var godt for Kolind, da fremsynede udvalgsformænd i 2015 (Ole Bollesen (A) og Per Zeidler (I)) fik et byrådsflertal med på at udbygge Frejasvænge, plejehjemmet for demente borgere, i stedet for at flytte det til Rønde og Lillerupparken, som det egentlig var planen.
Det var også en god beslutning set med Ryomgård-øjne, at anlægskronerne fik ben at gå på i det gamle Midtdjurs.
På samme måde skal Kolind støtte op om kampen for at få placeret et kommunalt plejehjem i Ryomgård på arealet ved Ringparken.
Det kan sagtens være, at embedsværket finder deres NPM-regneark (NPM = New public management) frem og fortæller, at et nyt kommunalt plejehjem skal placeres i Ebeltoft, fordi der her bor flest ældre.
Men tæller det som argument?
Ja, hvis ikke de to distriktsråd i Ryomgård og Kolind snart kommer på banen og fortæller, at det vil være logisk at placere anlægskronerne på Ringparken-grunden. Koblingen til Frejasvænge, og de synergier det må og skal betyde, bør også tælle med i debatten.
Derfor en opfordring til de to distriktsråd om at sætte sig sammen og aftale en fælles strategi for de kommende år, der knytter Kolind og Ryomgård tættere på hinanden i erkendelsen af, at duellen uden ende er slut.
Nu skal der trækkes på fælles hammel.