Fortsæt til indhold

Vil indføre kunstig intelligens i kommunal afdeling: »Kan effektivisere og nedbringe ventetid med op til 50 procent«

Liberal Alliance vil have gang i brugen af kunstig intelligens i Favrskov Kommune

Politik
jr

Der kan være store fordele ved at anvende kunstig intelligens i den offentlige forvaltning. Det mener Liberal Alliance i Favrskov Kommune, som vil omfavne kunstig intelligens for at flytte tid fra skrivebordet ud til borgernær velfærd.

»Kunstig Intelligens er i en hurtig udvikling, og man ser virkelig potentialerne i vores virksomheder allerede, og så småt begynder det også at finde vej til de offentlige forvaltninger. Den ønsker vi at omfavne og være optimistiske omkring. I mange tilfælde har man i Favrskov været stolt af at være ”last mover” på ting, for så har man alle andres erfaringer med, men vi tør godt være optimistiske og synes, vi skal gå med åbent sind ind i udviklingen, for at vi kan få frigjort resurser, der kan flyttes til den mere borgernære velfærd. Vi anerkender, at der er pres på vores borgernære velfærd i de her år, og vi skal tænke nyt for at kunne prioritere den,« siger Simon Buus Olsen i en pressemeddelelse.

Han er byrådsmedlem og politisk ordfører for Liberal Alliance, der har fremlagt to forslag om kunstig intelligens i forbindelse med budgetforhandlingerne for Budget 2025-28.

Byggesagsbehandling

Partiet har skelet til andre kommuner som Hjørring, Aarhus og Odense, der har gjort erfaringer med at bruge kunstig intelligens i byggesagsbehandlingen.

»De data, vi har kunnet finde frem til, tilsiger, at man kan effektivisere 40-50 procent med kunstig intelligens i byggesagsbehandlingen og nedbringe ventetiden med op til 50 procent. Det er vist det, man kalder en win-win,« siger Simon Buus Olsen.

Analyse til to millioner

Det andet forslag er møntet på fremtidig brug af kunstig intelligens på tværs af afdelinger for at spare tid og resurser.

»Vi ønsker at få lavet en analyse af et eksternt firma med speciale i kunstig intelligens, som skal kigge på vores arbejdsprocesser og derfra vurdere, hvor det vil give mest mening at implementere kunstig intelligens og i hvilken sammenhæng, for at vi opnår de bedste effektiviseringsmuligheder. Vi forestiller os, at arbejdet kan foregå frem mod næste års budgetforhandlinger, så vi har nogle konkrete bud på hvad og hvordan og prisen for implementering samt potentialet i forhold til effektiviseringer.«

Liberal Alliance estimerer at man skal bruge omkring 500.000 kroner på at implementere kunstig intelligens i byggesagsbehandlingen, og man vil afsætte to millioner kroner til analysen af potentialerne for Favrskov Kommune.