Fortsæt til indhold

Favrskov får færre, men større tandklinikker: ”Det handler om kvalitet”

Kommunen samler tandplejen på færre klinikker.

Politik

Byrådet har besluttet at reducere antallet af kommunale tandklinikker i Favrskov Kommune fra ni til fire. Beslutningen er en del af budgetforslaget for 2025-2028, som hele byrådet står bag og nu sendes i høring, inden det skal endelig vedtages om en måneds tid.

I dag er der klinikker på ni af kommunens 13 folkeskoler. Fremover vil der være én klinik i kommunens fire hovedbyer, Hadsten, Hammel, Hinnerup og Ulstrup. Der vil blive bygget helt nye klinikker i Hinnerup og Hadsten, mens klinikken på Skovvangskolen i Hammel udvides, og klinikken på Ulstrup Skole bevares.

Byggerierne og udvidelsen kommer til at koste 28 millioner kroner. Til gengæld vil den årlige drift fra 2028 blive 1,7 millioner kroner billigere, svarende til 5,7 procent af tandplejens årlige driftsudgifter.

Mere gratis tandpleje

Beslutningen om at ændre i tandplejens struktur bunder i en lovændring om, at 18-21 årige fremover skal tilbydes gratis tandpleje. I Favrskov Kommune udvides målgruppen med 2.300 unge, svarende til en stigning på cirka 20 procent.

Der findes ledig kapacitet, primært på de mindre tandklinikker, men de er samtidig de dyreste at bemande og drifte. Derudover bliver der i dag stillet større krav til hygiejne og kontroller med mere, og der udvikles nyt udstyr, som er dyrt at have på et stort antal klinikker, ligesom det er blevet sværere at rekruttere medarbejdere.

Det kan man læse meget mere om i en 32 sider lang analyse af den kommunale tandpleje i Favrskov, hvor forvaltningen har sammenlignet den nuværende struktur med tre alternativer med henholdsvis én, tre og fire tandklinikker i hele kommunen.

Handler om kvalitet

Byrådet har valgt modellen med fire tandklinikker, og hvis man spørger politikerne, handler reduktionen i antal klinikker ikke om at spare penge:

»Nogle skal bevæge sig lidt mere for at komme til tandlæge, men med større klinikker kan man bedre bevare et godt fagligt miljø og rekruttere det personale, der er brug for. Der er også en effektivisering i det, men det handler om kvalitet,« sagde Socialdemokratiets gruppeformand og borgmesterkandidat, Isabell Friis Madsen, da gruppeformændene på et pressemøde præsenterede budgetforslaget.

Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Charlotte Green, fortalte, at tandplejen igennem længere tid har været diskuteret.

Charlotte Green er Det Konservative Folkepartis gruppeformand. Pressefoto

»Det handler om fremtidssikring og muligheden for at tiltrække medarbejdere og skabe en bedre faglig kvalitet. I dag kan vi også se, at nogle skal have en ny tid, fordi man ikke kan klare det hele på mindre klinikker, så der er også en optimering i forslaget,« sagde Charlotte Green.