Befolkningstilbagegang koster på velfærden
Venstre advarer om, at fortsat faldende befolkningstal i Syddjurs kan få negative konsekvenser for velfærdsydelserne.
Efter en årrække med vækst i befolkningstallet oplever Syddjurs Kommune nu et fald i befolkningstallet, og det kan få konsekvenser for ydelserne til vefærd.
Den 1. januar 2022 havde Syddjurs Kommune 43.596 indbyggere. Den 1. januar 2023 steg tallet til 44.207, men seneste opgørelse den 1. januar 2024 viser en nedgang til 44.076. Et fald på 131 personer i forhold til det foregående år.
Venstres borgmesterkandidat, Christoffer Pedersen, der ligesom resten af byrådet i øjeblikket forhandler vilkårerne for næste års budget, minder om at fortsætter tendensen med faldende befolkningstal de kommende år, vil det påvirke Syddjurs økonomien negativt.
Vækst afgørende
»Mindre vækst i befolkningen betyder færre skatteindtægter, hvilket gør det svært at finansiere de velfærdsforanstaltninger, vi har brug for. Det er essentielt, at vi vender udviklingen og genopretter Syddjurs som en vækstkommune,« siger han.
Christoffer Pedersen Pedersen lover, at Venstre arbejder intensivt med budgetforhandlingerne for at imødekomme de økonomiske udfordringer, men også at prioriteringerne nødvendigvis må blive hårde, hvis tendensen med fortsat nedgang i befolkningstallet fortsætter.
»Nu og her prioriterer Venstre at finde løsninger på de klimaudfordringer, vi ser i Hornslet, Rønde og Thorsager, og sikre, at vi får bygget et friplejehjem i kommunen. Men uden vækst bliver det umuligt at opretholde og forbedre vores velfærdsydelser,« tilføjer han.