Fortsæt til indhold

Fik ikke 25 millioner - men Familiebadet holder sig oven vande

Forligspartierne bag næste års budget bakker fortsat op om et Familiebad i Gellerup, derfor er kulturrådmanden tilfreds, selvom der ikke blev afsat flere millioner.

Politik

Finansieringen af en ny, stor badefacilitet i Gellerup fik ikke en redningsbåd, men nærmere en lille redningskrans ved dette års budgetforhandlinger.

Kulturrådmanden havde forinden ønsket sig 25 millioner kroner til projektet, der samlet har et anlægsestimat på knap 400 millioner kroner. Men rådmanden måtte nøjes med en ændret anlægsfinansiering, der i stedet for 30 år, nu kan afskrives over 40 år:

»Det er jeg faktisk meget tilfreds med. Jeg er også utrolig glad for, at byrådet bakker op om Familiebadet, og det markante løft det vil give ikke bare Gellerup, men hele Aarhus. Nu tager vi arbejdshandskerne på og går videre med finansieringen,« siger Rabih Azad-Ahmad (RV), der er rådmand for Kultur og Borgerservice.

Ideen om en ny svømme-facilitet som en del af det nye Sports- og Kulturcampus i Gellerup stammer tilbage fra 2016. Dengang blev det storstilede ’Verdensbadet’ præsenteret. Men siden er projektet ramt af svigtende private samarbejdspartnere samt prisstigninger og derfor nedskaleret ad flere omgange.

Inden budgetforhandlingerne viste et anlægsestimat fra Aarhus Ejendomme, at der mangler 120 millioner kroner, men det har rådmanden fået reduceret ved at skære på posten til uforudsete udgifter.

»Vi havde et ønske om flere ressourcer, og det har vi fået ved reducere i de uforudsete udgifte og ved at kunne afskrive over 40 år. Det betyder, at vi nu kan tage en god dialog med potentielle fonde, og så er jeg sikker på, at det nok skal lykkes,« siger rådmanden.

Er der allerede fonde ombord?

»Det vil jeg ikke kommentere på.«

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (RV) tror stadig på, at 'Familiebadet' vil blive bygget i Gellerup. Pressefoto

»De kommende år«

Hvad betyder de manglende 25 millioner for, hvornår der rent faktisk åbner et Familiebad?

»Jeg er meget optimistisk, og jeg tror, det kommer til at lykkes. Det er svært at sætte tid på, men inden for de kommende år, så er der et Familiebad.«

Hvor længe kan Gellerupbadet eksistere uden en renovering?

»Det trænger til den renovering. Det er der ingen tvivl om. Men vi tror, at pengene er bedre brugt på en ny, stor badefacilitet.«

Men hvor længe kan Gellerupbadet holde?

»Så langt er vi ikke endnu. Om den skal renoveres inden for to, tre, fire år, det kan jeg ikke lige sige, så skal vi have nogle folk til at kigge på det. Men den trænger helt klart til renovering, og det vil jo være noget, vi så ellers skal gøre, hvis vi ikke får bygget et Familiebad. Men jeg tror på, vi kan få det bygget.«