Fortsæt til indhold

Anders Winnerskjold tager orlov - kendt partifælle bliver rådkvinde

Anders Winnerskjold (S) går på barselsorlov til december og frem til februar 2025, som er valgår. Han glæder sig til at tilbringe kvalitetstid med sin datter og indgå i nye fællesskaber. Afløser er udnævnt.

Politik

Når Anders Winnerskjold går ind i julemåneden bliver en lokalpolitisk hverdag med et væld af møder afløst af bleskift og babyjogger i Åbyhøj og omegn.

For den socialdemokratiske rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse (S) tager nemlig barselsorlov med datteren Gro, der er fem måneder gammel.

Hvis finansministeren kan tage barselsorlov, så kan jeg selvfølgelig også.

»For mig har der ikke været tvivl. Jeg vil vildt gerne have barselsorlov med min lille pige. Jeg tror nu, at det er ret normalt som mand at tage barsel, og når jeg kigger rundt blandt venner med børn, så ser det rimelig sammenligneligt ud. Jeg betragter mig selv som en rimelig almindelig, men også moderne mand,« forklarer førstegangsfaren og fortsætter:

»Dér har vi heldigvis rykket os som samfund, og jeg synes, det er vigtigt at gøre og vise. Hvis finansministeren (tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen, red.) kan tage barselsorlov, så kan jeg selvfølgelig også.«

Tilbage til februar

I en alder af 32 år - heraf godt og vel tre som fuldtidspolitiker - har Anders Winnerskjold vænnet sig til et travlt arbejdsliv, og nattesøvnen kan godt blive udfordret med en baby i hjemmet.

Anders Winnerskjold (S) fik 4.861 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021. Han fik næstflest stemmer hos Socialdemokratiet kun overgået af borgmesteren. På den baggrund blev Winnerskjold rådmand. Kæresten Ane Edslev Jacobsen, der senere er blevet Winnerskjolds hustru, ser stolt til. Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen

»Jeg glæder mig til at kunne dedikere mig endnu mere til min datter og er allerede i gang med at kigge på forskellige barselsfællesskaber, babysvømning og musik og rytmik. Det bliver spændende,« siger Winnerskjold, som er tilbage på rådhuset i midten af februar.

Det bekymrer ikke rådmanden, at han er væk i begyndelsen af et valgår.

»Kommunalvalget er først til november, og det er jo bare et vilkår. For mig har min familie første prioritet, men jeg kommer jo nok til at følge lidt med på sidelinjen. Jeg stopper ikke med at læse nyheder,« siger Anders Winnerskjold med et smil.

Forkvinde bliver rådkvinde

Afløseren bliver partifællen Eva Borchorst Mejnertz.

Eva Borchorst Mejnertz afløser Anders Winnerskjold som rådkvinde for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

»Eva er forkvinde for Social- og Beskæftigelsesudvalget, så det er meget naturligt, at hun overtager i denne her kortere periode. Det er jeg helt tryg ved. Sammen med det dygtige embedsværk og den socialdemokratiske gruppe skal vi nok sørge for at skabe en god overgang for hende,« fastslår Anders Winnerskjold.