Ønsker nærmere undersøgelser af placering af genbrugsplads
To byrådsmedlemmer bakker op om lokal borgergruppes ønske om at få placering af genbrugsplads yderligere belyst.
De to bærende argumenter for at placere en ny stor genbrugsplads ved Haldum virker ikke fagligt funderede. Det skriver styregruppen i Haldum, der kæmper imod placeringen ved Haldum, i en mail til medlemmerne Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune.
Favrskov Kommune meldte for nylig ud, at man foretrækker denne placering fremfor en placering lidt mere mod nord ved landsbyen Sandby. Det skyldes for det første , at området ved Sandby muligvis kan komme i spil som indvindingsområde for drikkevand, og for det andet at placeringen ved Sandby vil kræve en meget kostbar flytning af en gasledning.
Den lokale styregruppe mener imidlertid ikke, at kommunen har dokumenteret, at en placering ved Sandby vil være et problem i forhold til grundvand og drikkevand.
»Vi har været i kontakt med en fagekspert, der ikke umiddelbart kan se noget problem, så vi ønsker, at der bliver lavet en risikovurdering for begge pladser. Hvis det viser sig, at Haldum er det bedste sted for miljøet, er det sådan, det er, men vi vil være sikker på, at det er en faglig korrekt vurdering,« siger Steen Nygaard fra Styregruppen Haldum.
I forhold til det økonomiske argument om at skulle flytte en gasledning påpeger styregruppen, at kommunen i et notat skriver: Hvis der skal arbejdes videre med denne placering, skal gasselskabet kontaktes for en afklaring af eventuelt behov for omlægning eller sikring af gasledningen.
Styregruppen undrer sig over, at kommunen konkluderer, at der vil være behov for en meget udgiftskrævende flytning, når kommunen tilsyneladende end ikke har kontaktet gasselskabet for en eventuel afklaring af behovet. Styregruppen har derfor selv kontaktet ejeren af gasledningen, der ifølge styregruppen ikke finder det nødvendigt at omlægge gasledningen.
Lokalavisen har været i kontakt med ledningsejere – og afventer svar – for om muligt at få dette udsagn bekræftet. Avisen har også været i kontakt med den omtalte fagekspert i relation til drikkevand, som dog ikke ønsker at udtale sig til pressen.
Hvorom alting er, har Styregruppen Haldum meget lidt tillid til kommunen, og man har opfordret medlemmerne af Plan- og Landdistriktsudvalget til at stemme nej til at gå videre med placeringen ved Haldum, før der er lavet nærmere undersøgelser.
To stemte imod
Udvalget behandlede sagen i sidste uge, hvor et flertal bestående af Nils Borring, Erling Kvist Andersen, Søren Gade, Anne-Sophie Schjønning Eriksen og Eva Damsgaard stemte for, mens Thomas Storm og Thake Fogh Cordt stemte imod. De to nej-stemmere oplyser begge til avisen, at de ønsker sagen yderligere belyst, før de vil tage stilling til placeringen af genbrugspladsen.
Thomas Storm, der er Venstres borgmesterkandidat, er umiddelbart tilhænger af en placering ved Sandby, og han er ikke overbevist om argumenterne imod.
»Der er ingen, der siger, at gasledningen skal flyttes, og der er også usikkerhed om vandindvindingsområde og behovet for at indvinde drikkevand,« siger Thomas Storm.
Hvis placeringen ved Sandby ikke kan lade sig gøre, vil Thomas Storm have undersøgt muligheden for at vende placeringen ved Haldum om, så den bliver længst i den øst-vestlige retning.
»Man har tegnet et ekstra område på 10.000 kvadratmeter ind ved den foreslåede nord-syd retning, og så kommer genbrugspladsen tættere på landsbyen, end jeg synes er ok.
Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten hæfter sig især ved den lokale modstand mod en genbrugsplads ved Haldum.
»Når lokale borgere er utilfredse, skal vi have gundlaget helt på plads, før vi træffer en beslutning. Der har været meget dårlig kommunikation i processen, så borgerne har ikke tillid til kommunen. Derfor er vi nødt til at spørge en tredjepart om en objektiv vurdering i forhold til grundvand. Det er rigtig fint, at borgerne har fået et tilbud på en risikovurdering, og så er det vigtigt, at begge parter bliver enige om, hvem og hvad der skal undersøges,« siger Enhedslistens byrådsmedlem.
»Det er sundt for lokaldemokratiet med sådan en aktiv borgergruppe, der undersøger sagen og engagerer sig. Det hilser jeg meget velkommen.«
Efter at flertallet i Plan- og Landdistriktsudvalget har godkendt idéoplægget om den nye genbrugsplads, hvor der peges på placeringen ved Haldum, skal sagen næste gang behandles i Økonomiudvalget, inden der skal tages endelig stilling på byrådsmødet 26. november.
Hvis det bliver vedtaget, bliver idéoplægget udsendt i en såkaldt fordebat, hvor man kan kommentere det.