Bünyamin Simsek smidt ud af Venstre: »Ikke længere tillid«
Venstre-politikeren Bünyamin Simsek er øjeblikkeligt smidt ud af Venstre i Aarhus. Byrådsgruppen har ikke længere tillid til ham.
Bünyamin Simsek er fortid i Venstres byrådsgruppe i Aarhus.
Det mangeårige byrådsmedlem er blevet smidt ud af en enig byrådsgruppe efter et ekstraordinært gruppemøde. Her blev det slået fast, at der ikke længere er tillid til Bünyamin Simsek.
Det oplyser Venstre i Aarhus i en pressemeddelelse.
Partiets politiske leder Christian Budde udtaler:
»Jeg vil gerne takke Bünyamin Simsek for den store indsats, som han har ydet for Venstre i Aarhus Kommune siden 2002 både som byrådsmedlem og politisk leder. Jeg er ærgerlig over, at vores veje skal skilles, men jeg må samtidigt konstatere, at der fra min side ikke længere er tillid til, at Bünyamin Simsek fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje. Der venter Venstre et stort og vigtigt arbejde frem mod kommunalvalget næste år, og der er brug for at Venstres hold står samlet og stærkt.«
Udtrædelsen sker med øjeblikkelig virkning, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ud over at have været borgmesterkandidat for sit parti, har Bünyamin Simsek bestredet flere rådmandsposter, herunder for Børn og Unge samt Teknik og Miljø.
Han sidder derudover i bestyrelsen for Aarhus Havn.
Avisen arbejder på at få en kommentar fra Bünyamin Simsek.