Biogasprojektet skifter kommune
Syddjurs ude af biogasprojekt: Norddjurs tager over solo
Syddjurs er ikke længere en del af biogasligningen.
Det står bøjet i neon efter, at den ønskede placering til Energiklynge Djursland ligger i den vestlige del af Norddjurs Kommune nær Homå.
»Det er korrekt, at myndighedsopgaven er placeret i Norddjurs Kommune. Det er helt i tråd med den beslutning, som byrådet traf i november 2024,« siger kommunaldirektør Rasmus Møller.
Løbende orientering
Rasmus Møller forventer således ikke, at Energiklynge Djursland med et centralt biogasanlæg, vindmøller og 200 hektar med solceller kommer til at optræde på byrådets dagsorden længere.
»Vi er selvfølgelig ikke koblet helt af, fordi projektet, hvis det bliver gennemført, også får betydning for Syddjurs, så der vil løbende komme orienteringer til byrådet på temamøderne forud for byrådsmøderne, ligesom Økonomiudvalget også vil blive opdateret,« forventer kommunaldirektøren.
Hele Djursland
Et politisk flertal i byrådet besluttede i februar 2024 at afvise et industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16. Beslutningen blev truffet efter en lang proces.
Det politiske flertal mente, at placeringen af et stort biogasanlæg ville være uforenelig med kommunens øvrige prioriteter, herunder hensynet til turisme.
Beslutningen affødte en hurtig henvendelse til Norddjurs Kommune med forslag til et samarbejde om et fælles biogasprojekt med hele Djursland som fundament.
Det takkede Norddjurs Kommunalbestyrelse ja til.
Mindre et år efter er Syddjurs skrevet ud af ligningen.
Ikke overraskende, vil onde tunger hævde. I betragtning af den proces, der kørte i to år i Syddjurs, og som endte ud i, at et politisk flertal takkede nej.
Det var ikke så meget nej’et, men forløbet over to år, som skuffede de involverede.