Løsgænger opfordrer kommunens velfærdsdirektør til at genoverveje afgørelse: »Albert fortjener bedre«
Ulf Harbo kritiserer kommunens behandling i en sag om tabt arbejdsfortjeneste til for tidligt fødte Alberts mor og opfordrer til genovervejelse. Norddjurs kommune har selv sendt afgørelsen i Ankestyrelsen og afventer en vurdering herfra.
En ulykkelig farfar, Danny Kjær, er rasende på Norddjurs Kommune, som han mener bevidst udsætter hans barnebarn Albert for livsfare ved at nægte moderen tabt arbejdsfortjeneste.
Familien bor i Norddjurs Kommune.
Det har han fortalt om i flere opslag på de sociale medier.
Albert blev født i uge 24 og vejede kun 420 gram.
Han har en kronisk lungesygdom og et hul ved hjertet. Det kræver, at han skånes og passes hjemme til marts 2025.
Trods anbefalinger fra læger og sundhedsteam har Norddjurs Kommune hidtil afvist at støtte.
Danny Kjær er oprørt og mener, at kommunen modsiger sig selv i deres afslag.
Han har nu taget over som partsrepræsentant og har kontaktet byrådsmedlemmer for at få hjælp.
Danny Kjær opfordrer på de sociale medier til at dele sagen og håber på opmærksomhed fra politikere for at sikre Alberts sikkerhed og rettigheder.
Han mener, at kommunen gambler med Alberts liv og vil kæmpe til enden for at få retfærdighed.
Danny Kjær bor nu i Nordjylland, men har en lang fortid i Pindstrup.
I Ankestyrelsen
Borgmester Kasper Bjerregaard (V), som tidligere er blevet kontaktet af Danny Kjær, vil ikke på nuværende tidspunkt sige noget.
Norddjurs Kommune har sendt sagen og kommunens afgørelse til vurdering i Ankestyrelsen og afventer et svar herfra.
Opfordring fra Ulf Harbo
Ulf Harbo, tidligere repræsentant for Enhedslisten i Norddjurs Kommunalbestyrelse, nu løsgænger, kommer på sin Facebookprofil med klar opfordring til Norddjurs Kommunes velfærdsdirektør Lene Mehlsen Thomsen om at vurdere kommunens afgørelse igen.
»Jeg har selv en for tidligt født dreng, som var indlagt i 31 dage og som kun vejede 1280 gram, da han blev født i uge 32.
Denne dreng, Albert, blev født i uge 24 (ca. der hvor grænsen går for, at der er tale om et levedygtigt barn eller et foster) og han vejede kun 420 gram og har været indlagt i 5 måneder og ligget i koma.
Han er dermed ikke bare ekstremt for tidligt født, men ekstremt, ekstremt for tidligt født, hvilket er et livsvilkår, som vil følge ham resten af livet med diverse funktionsnedsættelser, både kognitive og fysiske.
Men alligevel, fordi han kun er 1 år gammel, er Norddjurs Kommune ikke i stand til at forstå dette, da der i deres teknokratiske og inhumane fortolkning af loven mangler klare lægelige vurderinger i sagen.
Efter at have læst forvaltningens redegørelse i denne sag, har jeg valgt at skrive følgende til vores forvaltning og bede om, at de inddrager viden om ekstremt for tidligt fødte og genovervejer deres afgørelse:
Ulf Harbos henvendelse
»Kære Lene (Velfærdsdirektør Lene Mehlsen Thomsen, red.)
Mange tak.
Det er min umiddelbare vurdering, at afgørelsen ikke kun er forkert, men også umenneskelig ud fra det, der oplyses om den lille dreng, som i sit korte liv har været indlagt i 5 måneder, været i koma, vejede 420 gram og været meget syg og risiko for at blive meget syg ved almindelige infektioner/forkølelser.
Det er menneskeligt ikke i orden at udsætte et barn, som er så meget bagefter, for denne risiko imod lægernes anbefaling om at vente med opstart i dagpleje til efter vinteren er slut (marts).
Kommunens faglige skøn er teknokratisk og inhumant, og de kunne have valgt at skønne, at der som tidligt født med så mange komplikationer er tale om:
En “betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne“, da vi ved, at generelt får for tidligt fødte mange både kognitive og fysiske funktionsnedsættelser, hvilket kan være svært at vurdere på et barn på 1 år.
En “indgribende lidelse”, hvilket også er et kriterie for at få tabt arbejdsfortjeneste, og som det er tydeligt, der her er tale om.
En langvarig lidelse, da al forskning og lægelig viden om for tidligt fødte (420 gram og 5 måneders indlæggelse) viser, at det at være for tidligt født generelt ikke kun er langvarigt, men et livslangt vilkår, som giver varige funktionsnedsættelser både kognitivt, immunologisk og generelt fysisk.
Albert er ekstremt for tidligt født og vejede ved fødsel mindre end halvdelen af grænsen for ekstremt for tidligt fødte, som ligger ved 1000 gram.
- Hvilke problemer risikerer for tidligt fødte børn at få senere i livet?
Jo tidligere barnet er født, desto større er risikoen for udviklingsforstyrrelser. Hjerneskade samt psykologiske og motoriske problemer rammer især de ekstremt tidligt fødte. De fleste tidligt fødte børn udvikler sig normalt, men som gruppe er tidligt fødte børn mere sårbare end børn født til terminen.”
- Ekstremt tidligt fødte børn og børn med ekstremt lav fødselsvægt. Af læge Bo Mølholm Hansen
Følgende beskrivelse er baseret på resultater fra et dansk landsdækkende studie af børn født i 1994-95 med fødselsvægt mindre end 1000 gram eller med en gestationsalder mindre end 28 uger.
Studiet hedder ETFOL, som står for Ekstremt Tidligt Født Og ekstrem Lav fødselsvægt.
ETFOL er planlagt af Danske Børnelægers Selskabs neonatologiudvalg. Børnene i studiet er blevet fulgt med jævne mellemrum siden fødslen og blev senest undersøgt 5 år gamle.
Neonatalklinikken var center for 5 års undersøgelsen, som blev gennemført af Bo Mølholm Hansen, læge og Barbara Hoff, psykolog. Gorm Greisen, professor, var hovedansvarlig for 5 års undersøgelsen.”
Børn født før udgangen af 37. svangerskabsuge betegnes tidligt fødte Børn født før udgangen af 32. svangerskabsuge betegnes meget tidligt fødte. Børn født før udgangen af 28. svangerskabsuge betegnes ekstremt tidligt fødte. En fødselsvægt under 2500 gram betegnes lav fødselsvægt. En fødselsvægt under 1500 gram betegnes meget lav fødselsvægt. En fødselsvægt under 1000 gram betegnes ekstremt lav fødselsvægt https://www.rigshospitalet.dk/.../JMCNeonatalEtfol.pdf
Jeg vil bede forvaltningen om at inddrage oplysninger om ekstremt for tidligt fødte og genoverveje deres afgørelse snarest muligt ud fra disse nye oplysninger.«