Fortsæt til indhold

Borgmester: »Albert og familiens ulykkelige situation påvirker mig selvfølgelig meget«

Norddjurs borgmester Kasper Bjerregaard om socialmedie-storm: »Fair jeg er i skudlinjen. Jeg forstår familiens råb om hjælp.«

Politik

»Jeg forstår til fulde den frustration, som familien giver udtryk for. De står i en meget svær situation og oplever, at de ikke får den hjælp, de har behov for. Det påvirker mig selvfølgelig meget.«

Sådan lyder det fra Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune, til den sag, der har skabt stor opmærksomhed på de sociale medier.

Danny Kjær, farfar til den alvorligt syge Albert, anklager Norddjurs Kommune for at udsætte hans barnebarn for livsfare ved at nægte moderen tabt arbejdsfortjeneste.

Albert blev født i uge 24 og vejede kun 420 gram. Han lider af en kronisk lungesygdom og har et hul ved hjertet, og derfor anbefaler lægerne, at han skånes og passes hjemme indtil marts 2025.

Trods lægernes og sundhedsteamets anbefalinger er det ifølge principafgørelser fra Ankestyrelsen ikke muligt at kompensere familien med tabt arbejdsfortjeneste. Det har fået Danny Kjær til at tage sagen i egen hånd som partsrepræsentant og kontakte medlemmer af kommunalbestyrelsen, herunder borgmesteren for at få hjælp.

Klar arbejdsfordeling

Selv om borgmesteren udtrykker stor forståelse for Albert og de pårørendes situation, vil han ikke kommentere den konkrete sag og gå yderligere ind i den.

Kasper Bjerregaard understreger, at det er forvaltningen, der træffer afgørelser baseret på lovgivningens rammer og principafgørelser fra Ankestyrelsen.

»Jeg kan ikke udtale mig om enkeltsager, så mine udtalelser er derfor ikke om den pågældende sag, men om de rammer vi arbejder efter i kommunen. Arbejdsfordelingen i kommunen er, at det er forvaltningen, der træffer afgørelser i den enkelte sag. Det er forvaltningen, der har fagligheden.«

Staten fastsætter rammerne

Kasper Bjerregaard understreger, at det er staten, som fastsætter de rammer, kommunerne træffer afgørelser efter.

»Det er vigtigt at sige, at det er staten, som fastsætter de rammer, kommunerne træffer afgørelser efter, og kommunerne skal indenfor de gældende retningslinjer tage stilling til, om borgere har mulighed for at modtage en ydelse. Borgere skal naturligvis have det, de er berettiget til i henhold til loven.«

I skudlinjen

»I forhold til tabt arbejdsfortjeneste behandler vi sagerne på baggrund af principafgørelser fra Ankestyrelsen. Jeg forstår godt, at det virker besynderligt, at vi ikke kan give tabt arbejdsfortjeneste, hvis et barn risikerer at blive syg. Det føles jo som en dobbeltstraf for forældre, der i forvejen har store bekymringer for et barn, der er født for tidligt,« siger Kasper Bjerregaard.

At han nu skydes på fra mange sider og må stå til regnskab for mange mishagsytringer på de sociale medier, forstår han til fulde.

Han appellerer til gengæld til, at der ikke bliver skudt på forvaltningen, fordi man her skal gøre alt for at leve op til de statsligt fastsatte love og regler.

»Den her sag har jo virkelig givet genlyd på Facebook. Og selv om jeg selv er i skudlinjen, så forstår jeg til fulde, at der bliver råbt op. Der er mange for tidligt fødte børn, og det er ulykkeligt, når rammerne for lovgivningen er indrettet, så det opleves som om kommunerne straffer og modarbejder familier. Så det er godt, at der kommer fokus på det her.«

Kasper Bjerregaard håber på en hurtig sagsgang i Ankestyrelsen, men har selvfølgelig ingen anelse om, hvornår der foreligger et svar.

»Jeg vil dog gerne udtrykke et stort ønske om, at Folketinget snart får kigget på den lovgivning, der er på området, så vi i kommunerne får nogle klarere retningslinjer, ikke mindst af hensyn til de borgere, der bliver ramt og med rette er ulykkelige og uforstående,« siger borgmesteren.