Fortsæt til indhold

Borgerne i lille landsby føler sig taget ved næsen: »Aftalen var, at vi til gengæld ville få en cykelsti«

Borgerne i Nødager og omegn er frustrerede over, hvis politikerne nu trækker i land på at ville bevilge solcellemillioner til at anlægge cykelsti mellem Kolind og Nødager.

Politik

Flemming Rafn har på vegne af Nødager Beboerforening lavet et opslag op på Facebook 8560 Kolind, hvor han opfordrer borgerne til at støtte kampen for en over fire kilometer lang cykelsti mellem Kolind og Nødager.

Det lød som en drøm. Men nu vågner vi op til virkeligheden – og den er en helt anden

Opslaget kommer forud for, at Socialdemokratiets byrådsgruppe mandag 10. marts kommer til Stalden i Kolind for at diskutere aktuelle temaer med borgerne i Kolind og omegn fra kl. 17 til 18.30.

Flemming Rafn anfører i sit opslag, at borgerne i Nødager og omegn lige nu er frustreret, fordi de forudser, at politikernes løfte om en cykelsti som aflad for, at borgerne i Nødager accepterede solcelleprojektet mellem Kolind og Nødager, pludselig skrider i målet.

»I årevis har vi hørt om cykelstien. Den blev præsenteret med store armbevægelser, flotte illustrationer af glade familier på cykler, og kommunen beskrev den som en vigtig del af infrastrukturen i området. Vi blev nærmest hypnotiseret af, hvor fantastisk det hele skulle blive – en sikker forbindelse for børn, pendlere og turister, et grønt og bæredygtigt alternativ, et bindeled mellem Nødager, Kolind og Letbanen, en del af den grønne omstilling i Syddjurs,« skriver Flemming Rafn.

»Det lød som en drøm. Men nu vågner vi op til virkeligheden – og den er en helt anden.«

Kommunens løfte

Cykelstien var en integreret del af solcelleprojektet, ifølge Flemming Rafn.

Solcelleanlægget blev oprindeligt planlagt til at fylde langt mere, men gennem lokale borgeres store indsats i Solcellegruppen blev det reduceret markant.

»En del af aftalen var, at vi til gengæld ville få en cykelsti.«

Distriktsrådets indblanding

Flemming Rafn fyrer en bredside af mod Kolind Distriktsråd i sit indlæg, som han beskylder for først at vågne op i 11. time.

»Distriktsrådet i Kolind vågnede først op, da pengene blev en mulighed. I årevis har Kolind Distriktsråd ikke deltaget i forhandlingerne om solcelleanlægget. Men da de fandt ud af, at der var penge i Grøn Pulje, begyndte de at blande sig – og nu vil de blokere for cykelstien og sende midlerne til andre projekter i Kolind.«

»Vi har dokumentation for, at cykelstien altid har været en del af planen. Vi har gennemgået officielle dokumenter, mødereferater og præsentationsmateriale, og vi kan sort på hvidt dokumentere, at cykelstien har været en del af projektet fra starten.«

Kolind Distriktsråd foreslår, at der gives midler til:

  • En storkesø i Kolind Enge
  • Byparken i Kolindmellem svømmebad og Kolind+
  • Vedligeholdelse og skiltning af fortidsminder

Kommunens forslag

Kommunen påstår nu, at cykelstien er nr. 32 på en liste over cykelprojekter – trods tidligere løfter.

»De foreslår i stedet en 2-i-1 vej – hvor cyklister skal dele vejen med biler, en løsning der ikke er sikker, ikke er en cykelsti og ikke lever op til de oprindelige løfter. De hævder, at der ikke er nok penge – selvom Grøn Pulje netop var tiltænkt infrastruktur som cykelstien. De siger, at en rigtig cykelsti vil tage for mange penge fra puljen – men hvem vil pengene ellers gavne,« spørger Flemming Rafn.

Flemming Rafn kommenterer: »En 2-i-1 vej er ikke en løsning. Det er ikke sikkert for cyklister, og det lever på ingen måde op til de løfter, vi blev givet.«

Først 12 så 7 mio. kroner

Din Avis Syddjurs er vidende om, at administrationen hos Syddjurs Kommune i første omgang estimerede en anlægsudgift på 12 mio. kroner for anlægge en cykelsti.

Et beløb, der siden er nedjusteret til 7 mio. kroner.

Det kan blive 3 mio. kroner mindre, hvis staten vil bidrage med 50 pct., som det har været kutyme hidtil ved cykelstiprojekterne i Syddjurs, men statens bidrag er på ingen måde sikkert.

Politisk er det blevet meldt klart ud fra start, at midlerne i Grøn Pulje, i dette tilfælde cirka 10 mio. kroner, skal komme naboerne tættest på solcelleprojekterne til del.