Friplejehjem får kniven – kaldt et bedrag af flere politikere
Venstre og Konservative vil have friplejehjem i Syddjurs, men Socialdemokratiet kalder det at stikke folk blår i øjnene, hvis man fortæller dem, at det er godt for ældre borgere i kommunen.
Venstre og Konservative tørster efter et friplejehjem i Syddjurs, men Socialdemokratiet er stærkt imod sammen med Enhedslisten og SF.
Der er allerede vedtaget en lokalplan i byrådet for et friplejehjem ved Egsmarkslund nær Ebeltoft, og der mangler kun en myndighedsgodkendelse for at projektet kan gå i gang.
Men Socialdemokratiet er stærkt imod.
Politisk ordfører Ole Hansen (A) sagde på tirsdagens åbne gruppemøde i Stalden i Kolind:
”Vi er mere optaget af, at der er placeret plejehjem rundt om i hele kommunen. Senest er vi sammen med resten af byrådet enige om at opføre 50 plejeboliger i Ryomgård.
Lad os nu se, hvad det bliver til. Der er et plangrundlag, der er til stede, men jeg har også set et udkast til den byggetilladelse fra udvikler, og det ser helt anderledes ud end det jeg så, da vi lavede lokalplanen og kommuneplantillægget.”
Blår i øjnene
Mikael Aakjær (A) var endnu mere skarp i sin kritik, da han på et direkte spørgsmål fra Din Avis Syddjurs om Socialdemokratiet havde ændret holding til friplejehjem som en gevinst for kommunen, når partiet havde stemt for lokalplan og kommuneplantillæg?
»Det er et sindssygt vigtigt spørgsmål, du bringer på banen her,« lød det fra Aakjær
»Hvis jeg skal være personlig og kantet i det, så synes jeg, at man stikker blår i øjnene på folk, når man taler om et friplejehjem, fordi et friplejehjem sikrer ingen pladser til kommunens borgere.
Det er ren og skær salgsvare, for kan man sælge pladserne til alle mulige andre, så kan vi godt som kommune sige, vi vil have så og så mange pladser i vores visitation, men så skal vi jo alligevel betale for det.
Så kan vi jo ligeså godt betale for vores eget. Så jeg er på ingen måde fortaler for et friplejehjem.«
Stigende behov for plejehjem
Danmarks Statistik vurderer, at der frem til 2030 vil være 170.000 flere ældre over 80 år, og selvom stadig flere klarer sig hjemme, vil byggeriet af plejehjem være markant.
Markedet for private plejehjem i Danmark forudses at være meget stort. Kommunernes Landsforening vurderer, at der de kommende 10 år skal opføres op mod 13.000 nye plejehjemsboliger, Dansk Byggeri melder om behov for 26.000, og Dansk Industri beregner behovet til helt op mod 35.000 boliger.
Plejeboliger bygges af kommuner, almene boligselskaber og nu i stigende grad også af private udviklere og operatører samt institutionelle investorer.
I fortsat mange kommuner er der i dag ikke private plejehjem - der er i alt næsten 40.000 plejeboliger i Danmark.