Fortsæt til indhold

Tidligere borgmester modtager Ridderkorset af Dannebrogordenen for mangeårig indsats i lokalpolitik

Claus Wistoft hædret med Ridderkorset af Dannebrogordenen for sin mangeårige indsats i kommunalpolitik.

Politik

Under de høje lofter på rådhuset i Ebeltoft, omgivet af kolleger og tidligere modtagere, blev Venstres Claus Wistoft på den sidste aprildag i 2025 hædret med Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Ridderkorset tildeles personer, der har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for Danmark.

Borgmester Michael Stegger Jensen (A) fremhævede Claus Wistofts bidrag til kommunens udvikling i sin tale.

Claus Wistoft udtrykker på sin Facebook-profil sin stolthed over hæderen: »De der kender mig, ved at pomp, pragt og titler betyder meget lidt for mig, jeg går langt mere op i hvad mennesker indeholder og står på mål for. Meeeen - må da indrømme jeg er en smule stolt over at være udnævnt til ridder af Dannebrogsordenen af Hans Majestæt Kongen.«

Lang og tro tjeneste

Claus Wistoft, som stammer fra en landmandsfamilie ved Kerteminde, startede sin politiske karriere i Norddjurs Kommune.

Det var dengang, han drev og boede på gården Søholm i Kolindsund.

Siden flyttede han til et nyt hus i Kolind sin egen udstykning, Ørnevænget, og kom på den rigtige side af kommunegrænsen i forhold til at blive valgt til Syddjurs Byråd.

Her greb Venstres daværende kommuneformand Finn Prang-Andersen fat i ham og så rigtigt ved at køre Wistoft i stilling som borgmesterkandidat.

Han har haft fem valgperioder og har sat tydelige spor i arbejdet med kommunens økonomi, infrastruktur og udviklingsprojekter som Maltfabrikken og Kolind+-projektet.

Wistoft var borgmester i Syddjurs fra 2014 til 2017.

Eksklusiv kvintet

Claus Wistoft tilslutter sig en eksklusiv kreds af Syddjurs-politikere, som tidligere har modtaget hæderen: Ole Bjerregaard Hansen (2016), Per Dalgaard (2018), Kirstine Bille (2018) og Gunnar Sørensen (2019).

Claus Wistoft stopper i byrådet ved udgangen af året.

Hans personlige stemmetal ved alle fem foregående valg har altid været i top 2. Derfor står hans parti over for en seriøs udfordring ved KV25, fordi der er mange stemmer, der nu skal hentes hjem af andre.