Analyse: Magtkampen på den borgerlige side slår nu ud i fuldt flor
Konservatives Kasper Kolstrup Møller positionerer sig allerede nu i forhold til sin rival, Venstres Christoffer Pedersen, forud for kommunalvalget i november. Genialitet eller pyrhussejr?
Siden efteråret har de borgerlige partier i Syddjurs jævnligt mødtes for at koordinere strategier i det blå rum forud for kommunalvalget i november 2025.
Møderne, initieret af borgmesterkandidaterne Christoffer Pedersen (V) og Kasper Kolstrup Møller (K), har haft til formål at styrke samarbejdet mellem Venstre og Konservative.
Radikale Venstre har ikke været en del af disse møder.
Solo manøvre fra Kasper Kolstrup Møller Nu har Kasper Kolstrup Møller imidlertid valgt at gå solo ved at indgå et teknisk valgforbund med Radikale Venstre, hvilket udelukker et valgforbund mellem Venstre og Konservative.
Strategisk manøvre eller koordineret aktion?
Valgforbundet mellem Konservative og Radikale Venstre, som blev meldt ud i en pressemeddelelse tirsdag aften, kan tolkes på flere måder.
En mulighed er, at Kasper Kolstrup Møller er så opsat på at styrke sin egen og sit partis position i forhold til Venstre, at han vil stå stærkest muligt i kampen om borgmesterposten, hvis de borgerlige mandater falder ud til hans fordel.
Hvis dette er tilfældet, ved Christoffer Pedersen allerede nu, hvor han har Kasper Kolstrup Møller – nemlig som en kandidat, der er mere fokuseret på at blive borgmester end på at sikre en fælles borgerlig front.
En anden mulighed er, at valgforbundet er en koordineret aktion mellem Venstre og Konservative, der har til formål at rive Radikale Venstre væk fra fire års rødt samarbejde og trække spidskandidaten Heine Skovbak Iversen over i det blå rum.
Dette ville styrke den borgerlige fløj og potentielt skabe en ny dynamik i lokalpolitikken.
Uklare citater i pressemeddelelsen
Citaterne i den udsendte pressemeddelelse gør ikke nogen meget klogere på årsagen til den overraskende og pludselige tete a tete mellem to partier, der var tættere på hinanden i forrige valgperiode end i denne.
I den forrige valgperiode holdt Radikale Venstre og Konservative fælles gruppemøder, fordi de to partier kun havde et mandat hver.
Kasper Kolstrup Møller forklarer: »Vi ser valgforbundet som en god mulighed for at markere det gode samarbejde, vi har haft med Radikale Venstre. Vi ønsker at gå en grønnere vej og styrke midten i det politiske spektrum. Begge dele er noget, vi har til fælles med Radikale Venstre.«
Heine Skovbak Iversen fra Radikale Venstre tilføjer: »Vi har i denne valgperiode siddet på det afgørende mandat mellem rød og blå blok i byrådssalen. Vi ønsker også fremover et stort fokus på den grønne dagsorden og vores natur, og vi glæder os over, at Konservative ønsker at gå en grønnere vej.«
Din Avis Syddjurs følger på de kommende dage op på, om der afdansningsbal i den borgerlige lejr eller tingene er koordineret.