Fortsæt til indhold

Støjkrav udskyder idrætsanlæg til 50 mio. kr.: »Det giver ingen mening«

Favrskov Kommune og Søften GF er utilfreds med krav om støjregulering.

Politik
jr

Favrskov Kommune har udsat det planlagte udbud af anlægsarbejdet for det nye idrætsanlæg i Søften. Det skulle være udsendt i marts, men er blevet udskudt på grund af hvad kommunen kalder urimelige støjkrav fra staten.

»Lige nu afventer vi en udmelding fra miljøministeren om nye retningslinjer for håndteringen af støj fra idrætsanlæg, så vi kan komme videre med det nye idrætsanlæg i Søften. Når den melding kommer i løbet af forhåbentlig meget kort tid, så er vi klar til at udsende udbudsmaterialet for det nye anlæg,« siger kommunaldirektør Jan Kallestrup.

De gældende regler er fra 1984 og betyder, at støjforhold reguleres på lige fod med støj fra industrivirksomheder og vurderes på baggrund af generelle og teoretisk beregnede støjgener. Det oplyser kommunen og Søften GF i en fælles pressemeddelelse.

Kommunen havde planlagt at etablere en 1,5 meter høj og ca. 100 meter lang støjvæg af glas, så naboerne bevarer udsigten fra deres boliger og samtidig får reduceret eventuelle støjgener.

»Den aktuelle statslige håndtering af støjreglerne kan tvinge os og mange andre klubber og kommuner til at etablere 5-6 meter høje støjabsorberende vægge rundt omkring vores idrætsanlæg, så idrætsanlæggene kommer til at fremstå som ”store sorte kasser” midt i eller lige op ad de byområder, hvor vi arbejder med at skabe attraktive bymiljøer og samlingssteder. Det giver ingen mening,« siger borgmester Lars Storgaard.

Håb forude

Miljøministeren har senest udtalt, ”at støj fra idrætsanlæg ikke kan sammenlignes direkte med virksomhedsstøj, og det er ikke meningen, at støj fra idrætsanlæg skal reguleres som virksomhedstøj.”

Den udmelding er Favrskov Kommune og bestyrelsen for SGF Fodbold glade for, men den giver ingen sikkerhed for, at reglerne bliver ændret her og nu.

»Derfor er vi i SGF Fodbold også glade for, at Favrskov Kommune har inviteret kulturminister Jakob Engel-Schmidt på besøg i Søften. Vi kan nemlig ikke forestille os, at sportens minister på nogen måde kan støtte op om, at støj fra idrætsanlæg skal sidestilles med støj fra industrivirksomheder. Samtidig vil vi gerne benytte lejligheden til at vise ministeren, hvad fodbolden gør for rigtig mange børn, unge og voksne her i vores område,« siger Morten Wind Lübker, der er formand for SGF Fodbold.

Morten Wind Lübker oplyser, at Dansk Boldspil-Union og Dansk Idrætsforbund er meget optaget af problemstillingen med støjreguleringerne.

Favrskov Kommune har via Kommunernes Landsforening og sammen med flere andre kommuner, Dansk Boldspil-Union og Dansk Idrætsforbund rejst problemstillingen overfor miljøministeren. Ultimo april 2025 har miljøministeren lovet en snarlig orientering/vejledning til kommunerne om, hvordan støjen fra idrætsanlæg skal håndteres.