Fortsæt til indhold

Tidlig indsats er ægte inklusion – ikke at tvinge alle børn ind i folkeskolen

Inklusion kræver tidlig indsats, forældresamarbejde og økonomiske incitamenter for at sikre børns trivsel og læring, mener Konservative Syddjurs. De har udarbejdet et forslag til en ny model til inklusion i folkeskolen.

Politik

Inklusion i folkeskolen er et begreb, vi ofte bruger, men sjældent praktiserer i sin form.

For hvad nytter det at tale om inklusion, når det i praksis betyder, at børn med særlige behov starter i en folkeskole, der ikke har ressourcerne, kompetencerne eller rammerne til at møde dem, spørger Kasper Kolstrup Møller, gruppeformand for Konservative Syddjurs i byrådet og borgmesterkandidat til KV25.

»Folkeskolen formår ikke at gøre disse børn uddannelsesparate – og dermed har folkeskolen heller ikke lykkedes med at inkludere dem,« lyder det fra Kasper Kolstrup Møller.

Tidlig indsats

Det er på tide, vi vender forståelsen af inklusion på hovedet, mener gruppeformanden.

»Inklusion bør ikke betyde, at alle børn absolut skal starte i folkeskolen. I stedet skal vi arbejde barnet ind i folkeskolen – når og hvis det giver mening. Det kræver en tidlig indsats,« siger Kasper Kolstrup Møller.

»Vi må erkende, at ikke alle børn trives i det samme skoletilbud, og vi skal prioritere de nødvendige ressourcer,« fortsætter Kasper Kolstrup Møller.

En tidlig indsats, hvor barnets behov og udviklingspotentiale vurderes fra en tidlig alder, kan være en løsning på dette problem, mener han og den konservative byrådsgruppe.

Forældresamarbejde

Han fremhæver vigtigheden af at få forældrene på banen meget tidligt.

»Forældre kender barnet bedst – og deres perspektiv og samarbejde er helt afgørende, både når det gælder tidlig opsporing, visitation og løbende støtte.«

Kasper Kolstrup Møller understreger: »Forældresamarbejde skal være en integreret del af inklusionsarbejdet, og kommuner og skoler skal prioritere tid og faglighed til samarbejdet.«

Økonomiske incitamenter

I den nuværende inklusionsmodel i Syddjurs ’følger pengene barnet’, når en skole visiterer et barn til et specialtilbud.

Det kan betyde, at skolen mister op til 300.000 kr. pr. elev – hvilket kan gøre det økonomisk uattraktivt at visitere, selv når det er det fagligt rigtige, mener Kasper Kolstrup Møller.

Den konservative byrådsgruppe foreslår i stedet en delt finansieringsmodel. Ved visitation til specialtilbud beholder den oprindelige skole en grunddel af elevtilskuddet – eksempelvis 25 % af de 300.000 kr. Resten følger barnet til det rette tilbud.

Resultatorienteret indsats

Skoler bør også belønnes for at gøre elever uddannelsesparate og sikre deres fastholdelse i mindst 6 måneder efter 9. klasse, mener Konservative Syddjurs.

»Dette vil skabe et resultatorienteret incitament i hele kæden og understøtte et mere bæredygtigt skolesystem med ansvar og meningsfuld inklusion,« siger Kasper Kolstrup Møller .

»Når vi belønner de skoler, der lykkes med at kvalificere eleverne til det næste skridt i livet, understøtter vi et mere bæredygtigt skolesystem med ansvar og meningsfuld inklusion.«

Se forslaget til ny inklusionsmodel fra Konservative Syddjurs i faktaboksen.