Fortsæt til indhold

Valgforbund: Den store forbrødring på venstrefløjen nu en realitet. En stemme på Yde kan være en stemme på Sønderskov og omvendt

Det rød-grønne valgforbund i Syddjurs: Fælles front for velfærd og grøn omstilling.

Politik

Det er ikke den store overraskelse, at Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet har besluttet at indgå et fælles valgforbund til kommunalvalget i november 2025.

Valgforbundet har været i støbeskeen længe, og det har kun været et spørgsmål om tid, før kvartetten meldte ud. Det er ikke forkert gættet, at SF har skullet en tur i tænkeboksen, fordi partiets borgmesterkandidat Kirstine Bille aldrig har været den store tilhænger af valgforbund.

Valgforbundet bekræfter den venstredrejning, som Socialdemokratiet har foretaget i denne valgperiode under borgmester Michael Stegger Jensen.

Partiet står nu samlet med de øvrige rød-grønne partier uden Radikale Venstre.

Fælles vision

Spidskandidaterne fra de fire partier udtrykker i en pressemeddelelse en fælles vision om at styrke velfærd, natur og biodiversitet, fremme den grønne omstilling og sikre en bæredygtig udvikling i Syddjurs.

Mette Foged fra Alternativet understreger, at det store røde-grønne valgforbund er vejen til den mest ambitiøse politik på områder som bæredygtighed og velfærd.

Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten fremhæver behovet for mere handling bag de flotte ord om velfærd og bæredygtighed, mens Kirstine Bille fra SF fokuserer på at samle flest mulige stemmer på den rød-grønne side af byrådet.

Michael Stegger Jensen fra Socialdemokratiet er glad for det samlede rød-grønne valgforbund og ser frem til at fortsætte den gode udvikling i kommunen.

Tre valgforbund

Radikales Heine Skovbak Iversen er ikke længere en del af det rød-grønne samarbejde. Med indgåelsen af det rød-grønne valgforbund uden radikale, har han placeret sig lidt i et ingenmandsland, når vælgerne skal til valgurnerne. Pressefoto

På den borgerlige side har der dannet sig tre valgforbund: Radikale Venstre og Konservative Syddjurs, Venstre og Liberal Alliance, samt Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Velfærdslisten Syddjurs.

Et klart signal om, at de borgerlige partier er enige om at gå selv fremfor at støtte op om en samlet borgerlig vision.

Det er især valgforbundet mellem Radikale Venstre og Konservative Syddjurs, som har vakt undren.

Heine Skovbak Iversen fra Radikale Venstre har således i hele indeværende byrådsperiode siddet meget tæt på borgmester Michael Stegger Jensen.

Ligesom Iversen stort set har stemt sammen med venstrefløjen i prekære politiske spørgsmål, når lokummet brændte.

Valgforbund: En politisk kabale

Valgforbund fungerer som en politisk kabale, hvor partier og kandidater forsøger at maksimere deres stemmer. Det kan sammenlignes med en stemmebank, hvor overskydende stemmer kan lånes ud til andre partier i samme forbund. Hvis vi begge stillede op sammen, og du fik flere stemmer end nødvendigt, kunne jeg få glæde af dine overskydende stemmer. Det er som at dele en pizza – du har spist dig mæt, og jeg får resten.

Valgforbund blev oprindeligt indført for at give små partier en chance. Det var en måde at sige: »Vi ved godt, I er små, men her er en mulighed for at konkurrere med de store partier.« Men over tid har det udviklet sig. Nu ser vi små partier indgå i valgforbund med store partier, hvilket ofte gavner de store mest.

Men små partier får ikke altid det, de håber på. Nogle gange er det store partier, der ender med at tage hele kagen. Hvis to partier er i valgforbund sammen, kan de pulje deres overskydende stemmer, hvilket kan resultere i et ekstra mandat.

Det kan være forvirrende for vælgerne, da deres stemme kan ende med at støtte et parti, de er meget uenige med.

Et tænkt eksempel

Lad os se på tre scenarier i et tænkt eksempel, hvor et mandat kræver 4 procent af stemmerne. De 4 procent svarer meget godt til, hvad et mandat i Syddjurs koster.

Liste A får 1 procent, og liste B får 7 procent. De står hver for sig, og derfor er der kun et mandat til liste B.

Liste A får 2 procent, og liste B får 6 procent. Nu er de gået i valgforbund, og derfor puljes stemmerne. Det giver tilsammen 8 procent og dermed to mandater til valgforbundet. Liste B snupper begge, fordi det er så meget større.

Liste A får nu 3 procent, og liste B får 5 procent. Partierne er i valgforbund, men denne gang bliver der et mandat til hver, fordi de er tættere på hinanden.

Forstår vælgerne det?

De fire valgforbund stiller således store krav til vælgerne, fordi de kan risikere, at deres stemme tilfalder et parti, som de dybest set ikke havde det fjerneste ønske om at se repræsenteret i byrådet.

Radikales Heine Skovbak Iversen kommer derfor til at være ekstra ærlig over for sig selv og sine vælgere og fortælle dem, at en stemme på valgforbundet kan være lig med en borgerlig borgmester.

Det samme skal Kasper Kolstrup Møller hos Konservative Syddjurs. Kolstrup skal huske sine vælgere på, at en stemme på valgforbundet kan resultere i en rød borgmester.