Forsvundet mands gps var løbet tør for strøm: »Vi giver borgerne en falsk tryghed«
Konservative kritiserer, at kommunens gps til borgere ramt af demens for hurtigt løber tør for strøm. Rådmand mener, at man har det bedst mulige tilbud.
Til trods for at en plejehjemsbeboer, der led af en demenssygdom, var udstyret med gps, drev han forvildet rundt udenfor i godt et døgn.
Den gps, han bar på håndleddet, var nemlig løbet tør for strøm.
Familie, plejepersonale, politi og frivillige måtte derfor lede forgæves i godt 24 timer, før manden blev fundet. Episoden fandt sted i Trige i begyndelsen af juni.
Et nærtstående familiemedlem fortæller, at manden havde sit gps-ur på, men det gjorde ikke den store forskel, da uret ikke var ladet op.
Den hændelse er stærkt kritisabel, mener medlem af sundheds- og omsorgsudvalget, Peter Sporleder (K).
»Det er simpelthen ikke godt nok. Det er under al kritik. Vi har jo før hørt om disse sager - jeg vil sige relativt ofte - at nogle forsvinder fra et plejehjem. Og så får vi i udvalget at vide, at man kigger på, hvordan sikkerheden forbedres. Men der sker ingenting. Jeg forstår ikke, det for eksempel er så svært at sikre sig, at en gps har strøm,« siger Peter Sporleder.
Den konservative politiker kender ikke til, hvor ofte det sker, at en gps er løbet tør for strøm, men ét tilfælde er nok:
»Så længe bare én borger har oplevet, at en gps ikke havde strøm, så er det et problem. Havde det været vinter, så var det jo endt fatalt. Vi giver borgerne en falsk tryghed,« mener byrådspolitikeren.
Om den 77-årige kvindelige plejehjemsbeboer, der forsvandt fra Skovvang i det nordlige Aarhus og mistede livet mellem jul og nytår 2021, bar en gps, er det ikke lykkedes avisen at få oplyst. Aarhus Kommune svarer, at det betragtes som en helbredsoplysning, og dermed er kommunen underlagt tavshedspligt.
Trods stor eftersøgning også fra politiet og Missing People lykkedes det ikke at finde kvinden, før det var for sent. To hundeluftere fandt hende livløs i sneen få dage senere blot 1,5 km fra plejehjemmet.
Menneskelig fejl
Lone Hindø (S), der er formand for sundheds- og omsorgsudvalget, kalder episoden i begyndelsen af juni for dybt ulykkelig.
»Jeg blev meget ked af at høre om det, fordi det varede et stykke tid, inden han blev fundet. Men vi har fået at vide, at der var tale om en menneskelig fejl, der gjorde at gps’en ikke havde strøm på, og vi har fået at vide, at man nu vil sikre, at alle fremover er opmærksomme på det,« siger Lone Hindø.
Hun er dermed betrygget i, at gps’erne fremover er fuldt opladet, når der er behov for dem.
»Hver fejl, der sker, er jo en fejl for meget. Men jeg synes, at det, som forvaltningen satte i gang, var det rigtige at gøre. At sikre at der nu er faste rutiner, når det gælder gps. Ikke bare i Trige, men alle steder.«
Var der ikke allerede faste rutiner?
»Det ved jeg ikke, om der var alle steder. Man har jo tidligere hørt om personer, der er gået fra plejehjem, men det er første gang, jeg hører om, at en gps har været løbet tør for strøm. Så det er godt, at man indskærper over for alle plejehjem, at det her må ikke ske,« siger Lone Hindø.
Ifølge Peter Sporleder bør man dog gøre mere. Han efterspørger, at man kigger på alternative gps-ure, som kan holde strøm længere, og som er lettere at lade op.
»Hvor mange derude sidder med en falsk tryghed? Det ved vi jo reelt ikke. Men der skal åbenbart en voldsom hændelse til, før man gør noget,« lyder det fra den konservative politiker.
Tryg ved udstyret
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) har fuld tillid til, at forvaltningen har valgt den bedst mulige løsning i forhold til valg af gps.
»Jeg har også spurgt ind til det i forvaltningen, og jeg er tryg ved, at man løbende holder os ajour med det bedste udstyr,« siger Christian Budde og tilføjer, at han godt kan forstå, at man sætter spørgsmålstegn ved batterilevetiden:
»Det er svært for mig, og også for Peter Sporleder at forstå, at man ikke kan have længere batterilevetid. Men de ure er jo som små computere, der skal kunne meget. Slog man noget af det fra, kunne man få strøm i længere tid, og det er jo dilemmaet i det. Men jeg tror, det ville være en Aarhus-historie, fordi man så ikke ville kunne for eksempel tale med nogle borgere, som man kan dirigere hjem igen eller som bare er ude at gå en lang tur,« siger rådmanden og tilføjer, at man hele tiden holder øje med nye tiltag:
»Forvaltningen holder løbende øje, og jeg vil da også sige, at hvis andre derude sidder med en viden eller nogle konkrete ideer, så kom med dem. Vi har nogle dygtige folk i forvaltningen, men er der nogen, der er klogere end os, så lad os endelig få det konkret på bordet,« lyder opfordringen fra rådmanden.
Han mener ikke, at man, som Peter Sporleder påpeger, kan tale om en falsk tryghed.
»Det synes jeg ikke. Gps-urene står jo ikke alene. Medarbejderne kender beboerne og deres rytme. Og der skal jo være plads til gåture. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at beboere forvilder sig væk, og vi er alle interesseret i at have det bedste udstyr. Nu er det også indskærpet over for alle medarbejdere at huske at få batterierne ladet op - det ved man jo godt, men det er en travl arbejdsdag, og der er mange ting, man skal have opmærksomhed på, og så kan sådan noget jo smutte,« siger Christian Budde.