Udvalgsformand: Ikke groet i min baghave, at hjemmeplejen skal overtage ansvaret for rengøringen
Riber Hog Anthonsen, formand for Sundheds- og ældreudvalget, svarer på kritikken, at mange borgere groer til i skidt, fordi Svanepleje er opsagt og hjemmeplejen nu skal klare rengøringen hos de ældre.
Hvis du er visiteret til rengøring i Syddjurs Kommune og har haft Svanepleje (de er virkelig gode), og samtidig modtager personlig pleje fra den kommunale pleje, så blev Svanepleje-rengøringen opsagt med øjeblikkelig virkning pr. 1. juli.
Og hold nu fast i bordkanten, du får ikke rengøring før engang i august måned. Ja, mange borgere i Syddjurs Kommune er ved at gro til i skidt. Det er den virkelige verden.
Sådan lød det i et debatindlæg fra Kirsten Frederiksen, Hornslet, i Din Avis Syddjurs.
De skarpe formuleringer har formand for Sundheds- og ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen (V), også læst.
»Der er flere ting i det, men Kirsten Frederiksen har ret i, at det er en konsekvens af den nye Ældrelov, der trådte i kraft 1. juli 2025, at hjemmeplejen skal overtage ansvaret for rengøringen. Det er jo ikke besluttet kommunalt,« siger Riber Hog Anthonsen.
Udvalgsformanden fortæller, at det drejer sig om 6-8 medarbejdere fra Svanepleje-rengøringen, som er opsagt.
»Jeg er blevet orienteret om, at andre er blevet ansat i nye funktioner.«
Jeg læser Kirsten Frederiksens indlæg lidt som om, at hun blander tingene sammen.
Gode tendenser
Riber Hog Anthonsen opfordrer til, at alle lige klapper hesten og giver mulighed for, at ændringerne får lov til at bundfælde sig, før man trækker kniven og siger, at ændringerne er helt ude i hampen.
»Jeg mener, at den nye Ældrelov indeholder nogle gode ting. Som udgangspunkt er det en klar forbedring, at de ældre vil opleve, at hjælpen bliver givet som ’helhedspleje’ med mål om en mere koordineret, tværfaglig og sammenhængende indsats samt færre forskellige medarbejdere i hjemmet. Det ved vi har været meget efterspurgt i Syddjurs, og det er jo det, vi har arbejdet længe med indførelsen af vores borgerteams.«
Målet er, at den ældre møder medarbejdere, som vedkommende kender, og medarbejdere, der kender vedkommende og eventuelle pårørende. De aftaler, der er lavet med den ældre, og de behov, som den ældre har til hjælpen, vil være kendt af medarbejderne i teamet.
De tværfaglige borgerteams består af faggrupperne sosu-hjælpere og -assistenter, terapeuter, farmakonomer, diætister og sygeplejersker.
Men det er ikke groet i udvalgsformandens baghave, at hjemmeplejen skal overtage ansvaret for rengøringen.
»Det sagde jeg allerede på byrådsmødet, at jeg var meget kritisk overfor, fordi hjemmeplejen i forvejen har nok at se til.«
Riber Hog Anthonsen erkender, at det heller ikke har vakt jubel hos medarbejderne i hjemmeplejen.
»I udvalget vil vi følge det tæt og lytte til de erfaringer og input, som vi bliver præsenteret for,« lover han.
Pærer og bananer
Kirsten Frederiksen hæfter sig også i sit debatindlæg ved, at Riber Hog Anthonsen i en artikel i Din Avis Syddjurs har udtalt, at der ikke er noget at rafle om. Ældreområdet skriger på flere penge i Syddjurs, og det skal komme til udtryk ved de forestående budgetforhandlinger.
»Jeg læser Kirsten Frederiksens indlæg lidt som om, at hun blander tingene sammen. Det er som sagt ikke byrådet, som har besluttet, at hjemmeplejen skal overtage ansvaret for rengøringen. Her følger vi blot bestemmelserne i den nye Ældrelov, som er vedtaget i Folketinget.«
»Men det har ikke noget at gøre med, at ældreområdet står først i køen efter flere midler, som jeg har udtalt. Det står jeg ved fortsat, og det samme gør et enigt Venstre og et enigt Sundheds- og ældreudvalg. Jeg kan fortsat love, at det bliver et hovedtema for Venstre i de kommende budgetforhandlinger, og selv om jeg ved, at der er mange andre ønsker i en budgetrunde, så er turen nu kommet til at give ældreområdet et økonomisk løft.«