Fortsæt til indhold

Politiet bekræfter: Byrådsmedlem i Randers politianmeldes for trusler mod embedsfolk

To politianmeldelser skaber røre i Randers Byråd. Kommunaldirektøren anmelder lokalpolitiker for trusler, mens en anden lokalpolitiker søger opklaring af lækage.

Politik

I dag mandag har kommunaldirektøren i Randers, Jesper Kaas Schmidt, indgivet en politianmeldelse mod byrådsmedlem Peter Møller Kjeldsen fra lokalpartiet Østbroen.

Samtidig har Erik Bo Andersen (Østbroen) indgivet en politianmeldelse mod de andre byrådsmedlemmer i Randers Byråd.

Østjyllands Politi bekræfter over for Din Avis at have modtaget de to anmeldelser. Men vil ikke sige, hvad der konkret står i dem.

»Vi kan bekræfte, at vi har fået en anmeldelse i de pågældende sager. Nu skal vi se nærmere på, om der er grundlag for at starte en efterforskning op. Vi har ikke yderligere kommentarer til sagen,« lyder det fra Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Løftet stok

Ifølge Randers Amtsavis sker den første politianmeldelse mod Peter Møller Kjeldsen efter en hændelse på et borgermøde 12. juni i Dronningborg, hvor fremmødet omfattede godt 20 borgere og tre embedsfolk fra Randers Kommune.

Emnet var den fremtidige trafikafvikling i området, når Klimabroen står klar. Mødet udviklede sig til en højlydt diskussion, og embedsfolkene oplevede på et tidspunkt situationen som truende på grund af Peter Møller Kjeldsens ophidsede tone.

Kommunens advokatfirma Horten har ifølge avisen vurderet, at der er grundlag for en politianmeldelse om trussel om vold mod en embedsperson.

Amtsavisen er angiveligt kommet i besiddelse af rapporten.

Her tegnes et mere detaljeret billede af det borgermøde i Dronningborg 12. juni, der nu fører til, at Randers Kommunes direktør politianmelder byrådsmedlem Peter Møller Kjeldsen (Østbroen) for trusler mod en offentlig ansat.

Ifølge redegørelser fra tre embedsfolk eskalerede debatten, da mødelederen bad Peter Møller Kjeldsen lade andre tale færdig. Han skulle herefter have taget et par hurtige skridt frem, løftet sin vandrestok og talt i ophidset tone. To embedsfolk oplevede situationen som så truende, at de greb ind – én fysisk, én ved at stille sig foran mødelederen.

Peter Møller Kjeldsen afviser i rapporten at have brugt stokken truende og understreger, at han senere undskyldte for den hævede stemme.

Horten vurderer, at der er mest, der taler for, at episoden kan opfattes som en trussel efter straffelovens § 119, stk. 1, men understreger, at kommunen ikke er forpligtet til at anmelde.

»Jeg er underlagt tavshedspligt«

Peter Møller Kjeldsen har i løbet af weekenden bekræftet på Facebook, at han er bekendt med, at en anmeldelse er på vej. Han har ikke villet udtale sig yderligere til Din Avis.

»Jeg er dog, ligesom det øvrige byråd, underlagt tavshedspligt i sagen – og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt,« skriver han.

Sagen har også udløst en separat politianmeldelse fra byrådsmedlem Erik Bo Andersen. Han vil have politiet til at finde den eller de personer, der har lækket oplysninger om sagen til medierne.

»Det er faktuelt, at en eller flere personer har brudt tavshedspligten i denne sag. Uanset hvad er det ulovligt, og dem, som gør det, skal straffes,« siger han i en pressemeddelelse.

Erik Bo Andersen, (Østbroen). Pressefoto

Erik Bo Andersen beklager samtidig over for de personer, der nu kan risikere at komme under mistanke.

»Desværre gør sagens karakter det nødvendigt at anmelde alle, der har modtaget de fortrolige oplysninger, selvom langt de fleste ikke har handlet forkert. Det er uholdbart, at fortrolige oplysninger, der er underlagt tavshedspligt, ikke forbliver i den lukkede kreds.«