Fortsæt til indhold

Kaserneudmelding splitter byrådet mindre end 100 dage før valget

Byrådspolitikere kritiserer manglende orientering om Randers Kaserne 2.0.

Politik

Da Socialdemokratiet og Venstre i starten af august pludselig breaker nyheden om, at de vil arbejde for en Randers Kaserne 2.0. så glemmer de noget, mener flere byrådspolitikere.

Borgmester Torben Hansen og 1. viceborgmester Claus Berggren præsenterer nemlig planerne uden at resten af byrådet er orienteret, lyder kritikken.

Det vækker stærke reaktioner i byrådsalen den sidste mandag i august.

Frank Nørgaard fra Dansk Folkeparti har sammen med Liberal Alliance, Østbroen, samt løsgængerne Daniel Madié og Bo Vestergaard sat sagen om en kaserne i Randers på byrådsdagsordenen.

De mener, at alle partier naturligvis står bag udviklingen af Randers som en kaserneby.

Men Venstre og Socialdemokratiet er løbet med opmærksomheden.

Ondt i ørerne

»Det gør ondt i ørerne, når man pludselig ser en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet og Venstre, uden at byrådet er informeret. Man kunne godt være hurtig og samtidig have orienteret det samlede byråd,« lyder kritikken fra Frank Nørgaard (DF).

Erik Bo Andersen (Østbroen) stemmer i. »Når man sidder i byrådet, har man en forventning om at blive orienteret om noget så vigtigt. Vi kunne være blevet ringet op af medierne og spurgt, hvad vi mente, men vi vidste intet. Det er ikke i orden,« siger han.

Jens Peter Hansen (Moderaterne) er lodret uenig. »Vi skal ikke tage os selv så højtideligt. Det afgørende er, at det bliver gjort, og at det gavner Randers. Skulle pressen ringe, så må jeg bare sige, at jeg ikke ved så meget endnu, men jeg glæder mig til at sætte mig ind i det.«

Borgmester afviser

Borgmester Torben Hansen afviser kritikken.

»Timingen er valgt, fordi der var en forsvarskonference i Randers på det tidspunkt. Jeg synes ærlig talt ikke at det er superfedt, at vi sidder i en procesdiskussion. Vi skal hele tiden huske, at formålet er at få så mange forsvarsarbejdspladser som muligt til Randers.«

Imens står kasernens ejere, Anne og Henrik Sinnbeck, klar. De fortæller, at området kan tilpasses til Forsvarets behov, og at spaden kan sættes i jorden med det samme, har de tidligere sagt til TV2 Østjylland.

»Det afhænger alt sammen af, hvad Forsvaret efterspørger. Det er vi rigtig spændte på at komme i dialog om,« siger Anne Sinnbeck.

Selvom der er enighed om, at Randers skal kæmpe for nye statslige arbejdspladser, er timingen tydeligvis blevet et stridspunkt her under 100 dage til kommunalvalget.

For nogle er kaserneplanen et fælles projekt for byen, mens andre ser udmeldingen som et velplaceret valgoplæg fra de to største partier.