Fortsæt til indhold

Folketingsmedlem Heidi Bank dropper politik

Politik
jwh

Det aarhusianske folketingsmedlem Heidi Bank (V) genopstiller ikke ved næste valg.

Det meddeler hun selv i et længere opslag på sin Instagram-profil.

»Jeg har mærket grundigt efter og har besluttet ikke at genopstille ved næste folketingsvalg,« skriver hun indledningsvis i opslaget.

Heidi Bank blev første gang valgt for Venstre til Folketinget i 2019, hvor hun sad frem til 2022. Før det blev hun valgt til Aarhus Byråd fra 2018 til 2021.

Fra februar til juli i 2023 var Heidi Bank stedfortræder for Jakob Ellemann-Jensen, før hun i oktober samme år overtog den tidligere Venstre-formands folketingsmandat, da han meldte sig ud.

»Indtil næste folketingsvalg kommer jeg som hidtil til at passe mit virke på Christiansborg som medlem af Venstres folketingsgruppe. Derefter bliver det tid til at hente energi gennem nye opgaver. Noget af alt det, jeg også har lyst til, men som tiden selvfølgelig ikke har været til. Fordi livet som folkevalgt helt naturligt er noget, der skal fylde – og gør det,« fortsætter Heidi Bank, som ikke uddyber, hvad fremtiden skal byde på.

Privat bor Heidi Bank i Aarhus og er gift med Per Bank, der indtil 2023 var chef for danske Salling Group og nu står i spidsen for den canadiske dagligvarekoncern Loblaw.