Fortsæt til indhold

Inger Støjberg kom forbi: »Hvis en landmand havde gjort det samme, som myndighederne gør, så havde han overtaget min fodlænke.«

Formanden for Danmarksdemokraterne turnerer lige nu rundt til alle kommuner i Danmark. Fredag lagde hun vejen forbi Ebelfestivalen i Ebeltoft

Politik

Det virkede mere som en rød løber end en valgkamp, da Inger Støjberg, formand for Danmarksdemokraterne (DD), fredag eftermiddag tog opstilling på gågaden i Ebeltoft for at bakke sine lokale partifæller op forud for kommunalvalget 18. november.

På gågaden var der i forvejen fyldt med rekordmange besøgende til dette års Ebelfestival, men med tilstedeværelsen af en af de største politiske profiler i landet blev der skruet op for kendiseffekten, som skabte en decideret trafikprop.

Langt de fleste stoppede for at pege eller tage en selfie med Støjberg. Færre for at snakke politik.

Kim og Louise fra Randers lod ikke chancen gå fra sig, og sammen med hunden Morgan fik de spidskandidat for DD i Syddjurs, Erik Poulsen, til at tage et foto.

»Vi er kæmpestore fans af dig,« sagde de i kor, med da avisen spurgte, havde de sværere ved at definere, hvilken konkret politik de godt kunne lide.

»Det er mere Inger som person. Hun har udstråling, og så er hun en af de få, der har nosser i dansk politik, selv om hun er en kvinde. Hun står ved, hvad hun siger,« sagde Kim og Louise fra Randers, som var taget til Ebeltoft for at se sig om på Ebelfestivalen. Foto: Anne frank Henriksen

»Det er mere Inger som person. Hun har udstråling, og så er hun en af de få, der har nosser i dansk politik, selv om hun er en kvinde. Hun står ved, hvad hun siger,« sagde Kim.

Og det er netop derfor, at Inger Støjberg bruger to måneder af sit liv på at rejse rundt til så mange kommuner som muligt, for selv om hun mener, at partiet i dag sagtens ville kunne stå uden hende, så ved hun godt, at hun i særlig høj grad tegner partiet.

»Jamen, det er klart, det er jo mig, der har stiftet det. Jeg tror, at ved det sidste folketingsvalg, hvor vi var helt nye, var det vigtigere, end det er nu. Vi er jo tre år gamle nu.«

Michael Mikkelsen fra Ryomgård, som er kandidat for DD til valget i Syddjurs, og som selvfølgelig også havde taget opstilling i Ebeltoft, formulerer det således:

»Det er fedt, at hun støtter op om landdistrikterne ved at komme og besøge os. Vi ved jo, at partiet ER Støjberg. Hun er karismatisk, og hun går ind i folk med træsko på, samtidig med at hun er som folk er flest. Det appellerer til vælgerne, tror jeg.«

Der blev tid til snakke om politik ind i mellem de mange selfies. Her er det Jytte Bjørn Nielsen fra Tirstrup, der tager en snak med Inger Støjberg. Foto: Anne Frank Henriksen

Ingers navn på listen

Partiet blev stiftet i 2022, og faktisk er dets officielle navn Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg.

Det navn vil altså stå på stemmesdlerne til kommunalvalget også, selv om det naturligvis ikke er muligt at stemme på selve Inger Støjberg.

Men det var både lidt af et tilfælde, at det fik hendes navn, forklarer hun, og også noget, hun slet ikke bryder sig om.

»Vi var i sidste øjeblik med at få godkendt navnet i Valgnævnet, og 20 minutter før fristen udløber får vi at vide, at det ligner et andet partinavn for meget, så vi skal tilføje noget, en bindestreg. Ligesom at Venstre hedder - Danmarks liberale parti.«

Ifølge Støjberg blev løsningen at tilføje hendes navn, selv om hun egentlig syntes, det var en dårlig idé.

»Men vi havde simpelthen ikke tid til at finde på noget andet,« forklarer hun med et skævt smil og på sin vanlige rolige facon, selv om der på gågaden rundt om hende er horder af mennesker og nu endda en klovn, der også gerne vil have en selfie.

Det var lidt af et cirkus på gågaden i Ebeltoft, da Inger Støjberg kiggede forbi i valgkampens navn. det handlede dog også om politik. Foto: Anne Frank Henriksen

Fodlænke til rewildere

Midt i al virakken på gågaden var der dog også enkelte, der ville snakke politik.

Ikke mange, mens avisen var der, men Støjberg forsikrede om, at en hel del havde været forbi.

Et af de emner, som mange bragte op, var ifølge Støjberg spørgsmålet om rewilding.

Altså, hvor man i naturgenopretningens navn udsætter dyr på større arealer. Der findes både offentlige myndigheder, der praktiserer dette, men også private.

I foråret blev to af Naturstyrelsens medarbejdere dømt for at forsømme over 70 af de dyr, der var udsat på Mols, og på Molslaboratoriet, som er ejet af Naturhistorisk Museum, er der til stadighed konflikt, daglige besøg af politiet og en lind strøm af politianmeldelser og aktioner fra modstandere af konceptet om rewilding og museets håndtering af det.

Ifølge Inger Støjberg har hele praksissen omkring rewilding da også taget overhånd.

Hun er imod, og reglerne burde være ens for alle, understreger hun, mens hun står med en kurv fyldt af bolsjer på brostenen i Ebeltoft.

»Hvis en landmand havde gjort det samme, som myndighederne gør, så havde han overtaget min fodlænke. Dyreværnsloven skal gælde for alle, uanset hvad.«

Klar, politisk melding uden forvirrende nuancer, lidt lige som dem hun kommer med om solceller, ulve og udlændingepolitik.

Og mens hun står der på brostenene i Ebeltoft benytter hun da også lejligheden til at nævne, at hun jo selv er opvokset på en gård, og pynter sig dermed mentalt for vælgerne med de træsko, der »vader« ind i folk.

Træsko, som cirka otte procent af vælgerne, lidt flere mænd end kvinder og ganske få unge, i seneste Epinionmåling lavet for DR, ville stemme på, hvis de skulle sætte deres kryds i dag.

10 kandidater

Ved partiets første folketingsvalg i 2022 fik Danmarksdemokraterne 14 mandater. Epinionmålingen viser, at de i dag ville få det samme.

Hvad angår ambitionerne for kommunalvalget svarer Inger Støjberg:

»Uh, ja, det er svært at sige. Jeg håber, det kommer til at gå godt.«

Kan du være mere konkret? Hvor mange pladser på landsplan vil være tilfredsstillende?

»Nej. I Danmarksdemokraterne har vi jo en proces, hvor vi godkender hver eneste kandidat, så jeg vil være glad for alle dem, der bliver valgt ind.«

Spidskandidat i Syddjurs, Erik Poulsen fra Mols, er anderledes konkret og kommer med denne forudsigelse:

»Jeg tror, vi får to valgt ind, og på grund af vores valgforbund ender vi på tre pladser i byrådet.«

Partiet har ikke tidligere været på stemmesedlen til et kommunalvalg, men i Syddjurs er det lykkedes at finde hele 10 kandidater, nemlig Erik Poulsen, Mols, Michael Mikkelsen, Ryomgård, Bente B. Larsen, Ebeltoft, Tony Coucheron, Balle, Ole Dale, Tirstrup, Ken Hansen, Ryomgård, Nicholai Vigger Knudsen, Rønde, Nick Boye, Mørke, Carsten Strandborg, Ommestrup og Lars Bøgelund, Nimtofte.

Inger Støjbergs dag begyndte i øvrigt ved Vosnæs, hvor hun aktivt udtrykte sin modstand mod de planlagte kæmpevindmøller i området.

Efter små to timer i Ebeltoft gik turen videre til Grenaa, hvor hun blandt andet skulle stå i en tombola.

»Vi er ikke meget hjemme, min hund og jeg. Den ligger i øvrigt i bilen lige nu heromme bagved, og den sover nærmest et nyt sted hver nat. Det er en travl tid, men det vigtigste er, at vi får så mange som muligt til at stemme 18. november. Ikke nødvendigvis på os, meget gerne, men bare folk stemmer. Det er vigtigt,« lyder det afsluttende fra Inger Støjberg.