Fortsæt til indhold

Meningsmåling: Her er vinderne og taberne i Favrskov, hvis der var valg i dag

De borgerlige partier går samlet klart frem, mens den røde blok går tilsvarende tilbage.

Politik

De borgerlige partier står til en klar sejr ved kommunalvalget 18. november i Favrskov Kommune. Det viser en dugfrisk meningsundersøgelse fra Epinion, der har spurgt over 1.000 borgere i kommunen og fået svar fra 510 borgere på, hvilket parti de vil stemme på.

De fem borgerlige partier står samlet til at få 58 procent af stemmerne, mens de fem partier på venstrefløjen får tilsammen 42 procent.

Alle fem borgerlige partier er i valgforbund sammen og har givet hinanden hånd på, at hvis der bliver borgerligt flertal, vil de pege på en borgerlig borgmester. Hvis det står til troende, og hvis meningsundersøgelsen ikke skyder helt ved siden af, vil Favrskov altså fortsat have en borgerlig borgmester efter valget.

Borgmesterpartiet, Det Konservative Folkeparti, går frem fra 21,2 procent ved valget i 2021 til 24,5 procent i meningsundersøgelsen og bliver det klart største borgerlige parti. Som altid ved meningsundersøgelser er der en vis usikkerhed om målingen, der for borgmesterpartiet er opgjort til +/- 3,7 procentpoint. Det betyder, at Det Konservative Folkeparti ifølge meningsundersøgelsen højst sandsynligt vil få mellem 20,8 og 28,2 procent af stemmerne til valget om en lille måned.

Ved valget for fire år siden fik de konservative og Venstre ca. lige mange stemmer, men Venstre står til en klar tilbagegang og vil ifølge meningsundersøgelsen få 15,2 procent af stemmerne. Også dette resultat er behæftet med usikkerhed, men selv med dette forbehold tyder alt på, at Venstre bliver mindre end Det Konservative Folkeparti. Det indbyrdes størrelsesforhold er ret afgørende i forhold til, hvem der bliver borgmester, hvilket både borgmester Lars Storgaard fra Det Konservative Folkeparti og Venstres spidskandidat Thomas Storm bejler til.

Det tredjestørste borgerlige parti ser ud til at blive Danmarksdemokraterne, der slet ikke fandtes ved valget i 2021. Partiet med Lone Glarbo som spidskandidat står til 8,1 procent, hvilket mindst vil give to pladser i byrådet. Der er også stor fremgang til Liberal Alliance, der ikke kom ind i Favrskov Byråd for fire år siden, men siden er blevet repræsenteret af to partihoppere. Partiet står til 5,5 procent.

Lone Glarbo. Pressefoto

Endelig er der på højrefløjen Dansk Folkeparti, som ifølge Epinion går en smule frem til 5,2 procent.

Socialdemokratiet i sort

På venstrefløjen er den helt store taber Socialdemokratiet, der ser ud til at fortsætte blødningen fra det seneste valg. Ved valget i 2021 gik det daværende borgmesterparti fra 43,1 til 35,6 procent af stemmerne. Ifølge meningsundersøgelsen falder tilslutningen yderligere til 25,3 procent af stemmerne, hvilket altså ikke er meget mere end tilslutningen til de konservative. Som med alle partier er der statistisk usikkerhed ved undersøgelsen, men alt tyder på, at Socialdemokratiet går markant tilbage og vil tabe terræn i byrådssalen.

SF går derimod meget frem og står til over en fordobling af stemmerne fra 3,9 procent i 2021 til 8,6 procent i 2025, hvilket efter alt at dømme mindst vil fordoble byrådsgruppen fra én til to personer.

Enhedslisten står til en mindre fremgang, mens Det Radikale Venstre står til en mindre tilbagegang, og Alternativet vil ikke blive valgt ind i byrådet.

Halvdelen er i tvivl

Den røde blok vil ifølge Epinion som nævnt sammenlagt få 42 procent af stemmerne, og dermed ser det umiddelbart meget svært ud for Socialdemokratiets spidskandidat Isabell Friis Madsen at tilbageerobre borgmesterposten til sit parti.

Isabell Friis Madsen. Pressefoto

Valget er dog på ingen måde afgjort, for halvdelen af vælgerne i undersøgelsen i Favrskov havde endnu ikke besluttet sig for, hvilket parti de vil stemme på, da undersøgelsen blev foretaget fra 4. september til 13. oktober. Der er altså op til valget stadigvæk mulighed for at påvirke omkring halvdelen af vælgerne, så hvis venstrefløjen kan få hovedparten af tvivlerne på sin side, er der for dem håb endnu.

Og som flere gange nævnt er meningsmålinger pr. definition usikre, og resultatet af valget kan komme til at se meget anderledes ud end den aktuelle meningsmåling.