Venstre dybt frustreret: »Vi blev snigløbet«
Venstre endte blot med en plads i Magistraten, da resten af byrådet lavede en aftale uden om borgerlig bloks største parti.
Det er ikke nok at være stor.
Det må Venstre i Aarhus og den politiske leder Christian Budde erkende efter ”de lange knives nat” på Aarhus Rådhus efter valget.
I politik skal man være i stand til at omsætte sine stemmer til indflydelse gennem relationer og aftaler, og det var Venstre ikke.
Under nattens intense forhandlinger blev Venstre lagt smidt på bænken af resten af partierne, der alle indgik en fælles konstitueringsaftale uden om blå bloks største parti, som fik 11,8 procent af stemmerne.
Resultat: Ingen rådmandspost og en lang, lang næse.
Skuffelsen lægger Venstre ikke skjul på i en pressemeddelelse, der i løbet af natten blev sendt til pressen med beskeden om, at der ikke er yderligere kommentarer.
»Vi er stolte over det flotte valg, aarhusianerne har givet os . Men vi er dybt frustrerede over at være blevet snigløbet af de øvrige blå partier. Det virker som aftalt spil, og det er ikke sådan, man bygger tillid eller skaber et stærkt borgerligt Aarhus. Venstre har spillet med åbne kort hele vejen – det samme kan vi desværre ikke sige om vores samarbejdspartnere,« udtaler Christian Budde, der i det nye år må vinke farvel til arbejdet som rådmand.
Anders Winnerskjold sagde ved præsentationen af den store aftale, at Venstre var blevet inviteret ind i forhandlingerne, men ifølge partiet var det først efter, at aftalen var lavet i det skjulte, »og ved brug af bagdøre«, at partiet blev præsenteret for »en fuldstændig uacceptabel pris«.
»Den såkaldte ”invitation” til Venstre indebar ikke en rådmandspost. Det var ikke engang en tynd kop te, men nærmere en lunken kop vand,« skriver partiet i pressemeddelelsen.
»Når man får fire mandater og bliver blå bloks største parti med over 25.000 stemmer, så forventer man at blive inviteret med til bordet. Det blev vi ikke. I stedet fik vi et tilbud, der ikke havde nogen forbindelse til det mandat, vælgerne har givet os. Det kunne vi ikke sige ja til,« siger Christian Budde.