Fortsæt til indhold

SF er nyt borgmesterparti i Randers - trækker partier med i bred aftale

Rosa Lykke Yde (SF) er ny borgmester. Hendes parti har konstitueret sig med alle partier undtagen S,V og Radikale Venstre.

Politik

Der er i den grad lagt op til samarbejde i det nye byråd i Randers.

Med SF i spidsen har partierne i Randers konstitueret sig meget bredt.

Bag aftalen står SF, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Østbroen, Velfærdslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Borgmesteren i næste byrådsperiode hedder Rosa Lykke Yde, der vandt valget med 4.252 personlige stemmer.

»Vi lægger op til et bredt samarbejde,« siger hun.

I den nye konstitueringsaftale står der blandt andet, at partierne forpligter sig til at stemme på SF som borgmester, og at Niels Jørgen Thomsen (K) bliver viceborgmester.

Posten som anden viceborgmester afskaffes.

Der er enighed om at etablere ni udvalg med syv medlemmer og et økonomiudvalg med 11 medlemmer.

Der er tale om følgende udvalg: Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børn- og Skoleudvalget, Sundhed-, Idræts- og Kulturudvalget, Omsorgsudvalget, Landdistriktsudvalget, Erhvervs- og Planudvalget, Miljø- og Teknikudvalget, Udvalget for Udvikling af Fremtidens Randers samt Børn og Unge-udvalget.