Hun røg ud af byrådet, men hun synes projektet har været genialt
Polly Bak Dutschke kommer ikke til at repræsentere Moderaterne i Aarhus Byråd i de kommende fire år.
Kommunalvalget 2025 var en begrænset succes for Moderaterne, der kom fra valget med i alt seks mandater, ét i henholdsvis Vejle, Gribskov, Tårnby, Hillerød, Helsingør og Guldborgsund kommuner.
I Aarhus blev det ikke til et mandat for Moderaterne, og dermed er det slut med byrådsarbejde for nu for partiets ene og første repræsentant i byrådet, Polly Bak Dutschke.
Mens mange af politikerne i byrådet blev på rådhuset til omkring klokken 05 natten til onsdag 19. november, tog Polly Bak Dutschke hjem allerede ved 01-tiden.
»Med det resultat, vi kom ind med, var der ikke mere at snakke om,« siger hun.
Moderaterne endte ved kommunalvalget med 1,3 procent af stemmerne i hele Danmark, og ifølge Polly Bak Dutschke skal årsagen til hendes exit fra Aarhus Byråd i stort omfang findes i »landstendenser.«
»Vi kom ikke ind ret mange steder. Jeg afventer de personlige stemmer, og jeg tror, de vil afspejle, at jeg har gjort det godt, men lokalpolitik er personbåren, og når du ikke har et stort partiapparat bag dig, kan det være svært. Jeg har ikke lige haft 12 millioner kroner til at føre valgkamp for,« siger Polly Bak Dutschke.
Hun har haft en omskiftelig tilværelse som byrådsmedlem i Aarhus. 1. januar 2022 kom hun med 1.170 personlige stemmer ind i byrådet for Socialdemokratiet. I februar 2024 sprang hun over til De Radikale, inden hun i december 2024 skiftede til Moderaterne, angiveligt på grund af partiets ældrepolitik, en mærkesag for Polly Bak Dutschke, der har været plejehjemsleder i flere end 15 år.
Polly Bak Dutschke mener selv, at hun som byrådsmedlem for Moderaterne »har forsøgt at løfte et kanon svært projekt.«
»Jeg er stolt af den politik, vi har ført, og jeg kan rigtig godt lide idéen om at arbejde hen over midten, mellem de to blokke. Det har været genialt. Jeg ville aldrig have kunnet gøre det, jeg har gjort, hvis det ikke var fordi, jeg repræsenterede Moderaterne. Man er nødt til at være pragmatisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne have løftet projektet længere. Vi er kommet langt, men vi har ikke haft nok tid,« siger hun.
Det kan ifølge Polly Bak Dutschke blive rigtig svært for Anders Winnerskjold at arbejde hen over midten i den kommende valgperiode nu, »hvor det bliver meget rødt.«
Polly Bak Dutschke er til daglig leder af den selvejende institution Stefanshjemmet på Strandvejen i Aarhus.
»Jeg har holdt ferie fra mit job i fem uger, men jeg har løbet et maraton hver dag. Nu skal jeg tilbage på Stefanshjemmet, hvor jeg har 150 medarbejdere, som jeg har glædet mig til at se, og som jeg glæder mig til at arbejde sammen med igen,« siger hun.
Fortsætter du i politik?
»Jeg er altid bag kulissen. Jeg er samfundsengageret, jeg skal nok være der, og jeg skal nok råbe op, hvis tingene ikke er, som de skal være.«