Magten er fordelt: Her er de nye viceborgmestre og udvalgsformænd
De Konservative og Socialdemokratiet får hver to udvalgsformænd.
På nær et enkelt udvalg kommer der nye formænd i de seks såkaldt stående politiske udvalg i Favrskov Kommune, der hører under byrådet og Økonomiudvalget.
Den eneste genganger er Morten Bang fra Danmarksdemokraterne, der fortsætter som formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Venstres politiske leder Thomas Storm bliver formand for Plan- og Landdistriktsudvalget. Han afløser Socialdemokratiets Nils Borring, der ikke genopstillede til byrådet.
Det Konservative Folkeparti får udover borgmesterposten to formandsposter. Niels Christian Selchau-Mark overtager posten i Teknik- og Miljøudvalget fra Socialdemokratiets Søren Gade. Og Charlotte Green kommer til at sidde for bordenden i Social- og Sundhedsudvalget, som Rikke Randrup Skåning (S) har ledet i de seneste fire år.
Socialdemokratiet bevarer to formandsposter.
Lone Boye bliver ny formand for Børne- og Skoleudvalget. Hun afløser Venstres Flemming Nørgaard, der ikke er genopstillet.
Kristoffer Merrild bliver formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Han afløser partifællen Isabell Friis Madsen, der som Socialdemokratiets leder bliver 1. viceborgmester. Hun har hidtil været 2. viceborgmester. Denne plads overtager Thomas Storm.
Det ligger også fast, at Søren Frandsen fra SF fortsætter som formand for Favrskov Forsyning, og Isabell Friis Madsen bliver formand for Det særlige Børn- og Ungeudvalg, der behandler anbringelser af børn.
Valget af viceborgmestre og udvalgsformænd afspejler partiernes størrelse. Der er således ikke formandsposter til hverken Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Enhedslisten eller Radikale Venstre, der alle kun har fået ét medlem i det nye byråd.